Aalestrup Idrætscenter fyldes af wrestlere fredag 19. januar
AALESTRUP: Aalestrup vil aldrig blive den samme by igen…
Så konkret beskriver centerleder Sune Sørensen, Aalestrup Idrætscenter, nyheden om det kommende timelange wrestlingshow, som løber af stablen fredag, 19. januar.
– Vi er superstolte over at kunne præsentere et så fantastisk show i en mindre by som Aalestrup. Flere sponsorer har bidraget ved at støtte flot op om showet. Så det hele faldt på plads i løbet af december, siger Sune Sørensen.
Showet byder på frygtløse wrestlere, vilde og spektakulære stunts og en masse gak og løjer.
Kristian Nielsen, der er talsmand for wrestlerne, uddyber:
– Wrestling er stunt, drama, humor og publikumsinteraktion præcis som intet andet. Vi er så klar til at give den fuld skrue i Aalestrup Idrætscenter fredag, 19. januar og håber, at rigtig mange vil købe billet og opleve det børnevenlige actionshow. Wrestling skal opleves live, og publikum er en vigtig ingrediens. Vi opfordrer derfor til, at publikum råber, hujer, og lever sig ind i de skøre figurer og vanvittige fights, der foregår i ringen. Det er et show fyldt med gimmicks, spas, gak og løjer, siger Kristian Nielsen.
Lyd, lys og effekter
Wrestling er fysisk teater i sin grundform. Det gode mod det onde. Det er et professionelt instrueret show, og der er lagt hundredvis af timer i træningslokalet, før man står foran publikum.
Efter showet er der mulighed for, at børn og voksne kan få taget selfies sammen med seje wrestlere. Hele showet pakkes ind i et fedt lyd og lys show, som skaber en god stemning med masser af effekter og overraskelser.
Showet er meget børnevenligt.