VESTERBØLLE: I weekenden 1. og 2. august kan man opleve en nostalgisk tidsrejse ved et besøg i den kulturhistoriske bevaringsværdige landsby Vesterbølle.
Siden 2002 har byens beboere og frivillige udefra trukket i datidens dragter og spillet roller som fæstebønder, håndværkere, høstarbejdere, kuske, postbud eller skolelærer.
Dermed bliver man sendt flere generationer tilbage i tiden, og tilmed i en ægte kulturhistorisk landsby.
I år får arrangementet et særligt indslag i form af den nyrenoverede kongelige landauer fra 1896. Landaueren vil blive trukket af et spand flotte heste, og man kan få en gratis tur rundt i byen i denne vogn og i de mange andre vogne som kører nonstop begge dage.
-Så kom til Vesterbølle og føl dig lidt kongelig. ”Lidt kongelig har man vel lov at være”, lyder det fra arrangørerne af Levende Landsby.
Kulissen for Levende Landsby er ”hovedgaden” Tolshøj, hvor man som det første man møder, efter at have betalt entre, er et historisk skilt ved samtlige huse, som fortæller hvem der har boet der gennem tiden.
I laden på Tolshøj 13 er der fokus på kulturhistoriske udstillinger i form af en gammel købmandsbutik, en stor samling Madam Blå ting, porcelænskander, en stor legetøjssamling, den gamle skolestue, og en udstilling med radio/tv og mobiltelefoner. Her kan man også opleve vaskemaskinens historie og en imponerende samling vægure. Og man kan møde udstillere med deres håndværk.
Foreningen Dansk Fåreavl kommer på besøg. Medlemmer klipper får og viser hvordan der spindes garn og laves ting af uld. Hos udstillerne kan man desuden gøre en god handel.
I den nye hal til hestekøretøjer er der en store samling af hestevogne. Samlingen består af 19 vogne, heriblandt et par klenodier, f. eks. tidl. Justitsminister Albertis glaslandauer og den kongelige landauer. En del af vognene vil køre i byen.
I stuehuset på Hovgaarden kan man opleve, hvordan bonden boede omkring 1925. Her kan man også møde slægtsforskeren og se gamle håndarbejdstraditioner blive udført af flittige kvinder. Der vil blive arbejdet med den store væv i stuen og kartet og spundet uld til fremstilling af sokker og meget mere.
I udbygningerne på Hovgaarden kan man se de gamle landbrugsredskaber og her vil der også være udstillere med deres arbejder.
Igen i år vil Vesthimmerlands Kommunes borgmester Per Bach Laursen åbne høstdagene på Hovgaarden. Borgmesteren vil sammen med høstfolkene gå i marken og arbejde som i gamle dage. Høstarbejdet bliver overvåget af herremanden og ridefogeden, der svinger pisken over fæstebønderne.


