Rosenparken plaget af fugletyve

En guldfasan som den kok, der er blevet stjålet fra Den jydske Rosenpark i Aalestrup.

AALESTRUP: Et besøg i Rosenparken i Aalestrup byder normalt på et farverigt kig på blandt andet guldfasaner, påfugle, papegøjer og andre fugle.
Men det er blevet en smule mindre farverigt, for de smukke guldfasaner er pludselig væk, og alt tyder på, at de er blevet stjålet.
For omkring tre uger siden forsvandt en kok, en høne og tre kyllinger fra parkens voliere. Det skete en nat mellem lørdag og søndag.
Siden er endnu en høne og et uvist antal kyllinger forsvundet.

-Der er ingen huller i volieren eller tegn på kamp med rovdyr eller lignende. Der er heller ikke tegn på, at fuglene selv er fløjet ud. Enten har vi glemt at låse lågen, eller også har nogen luret koden af, men det tror vi nu ikke på, så vi er ret sikre på, at den eller dem, der har taget fuglene, er kommet ind gennem lågen, siger næstformand for bestyrelsen, Per Bisgaard.
Selv om fuglene ikke repræsenterer en stor økonomisk værdi, kun omkring 500 kroner i alt, er tabet alligevel mærkbart.

-Der er ingen tvivl om, at dem, der kommer og kigger, og især børnene, synes, at det er ærgerligt, at fuglene ikke længere er der, siger Per Bisgaard.
Det er ikke første gang, Rosenparken har været udsat for tyveri af fugle.
Tidligere er der stjålet nogle af de mindre fugle. Ikke fordi de er sjældne, for det er de ikke, men sandsynligvis fordi de er farverige og yderst smukke.


Flere gæster
Selv om tyveriet er en trist oplevelse, har omtalen haft en positiv effekt.

-Omtalen har medført ekstra gæster til parken, men det er jo på en ærgerlig baggrund, siger Per Bisgaard, der godt tør love, at der kommer guldfasaner i parkens volierer igen. Vi skal have nogle nye fugle. Vi venter til efter sommerferien. Men der kommer guldfasaner igen, for de trækker mange besøgende, siger han.


Rosenparken drives med stor hjælp fra frivillige, som blandt andet sørger for, at fuglene hver dag får vand og foder.
Selv efter tyveriet er der stadig mange fugle i voliererne.
Udover de populære påfugle er der blandt andet vagtler, parakitter, undulater og forskellige papegøjer, og så er der jo alle blomsterne og især roserne.
Efter sommerferien er der planlagt flere arrangementer. Et af de store er “Musik i Rosenparken” første weekend i september med blæsere fra Aalborg Symfoniorkester, folkedansere fra Viborg, et musikband og viseaften om lørdagen, det lokale kor søndag, samt fællessang og fællesspisning.

Del
Vil du læse mere af
Ture Damtoft
Se alle artikler
Kommentér

Vil du læse mere af Ture Damtoft

HAR DU IKKE MODTAGET VESTHIMMERLANDS AVIS?

Udfyld denne elektroniske formular til Budnet, hvis du bor i et af følgende postnumre 8832, 9620, 9631, 9632klik her!

Send en mail til Nordjyske Distribution på reklamation@dnmh.dk, hvis du IKKE bor i ovenstående postnumre eller bor nord for Aalestrup/i Klejtrup området.

Husk at budene tilknyttet Nordjyske Distribution omdeler aviserne frem til torsdag kl. 19.00!