VESTHIMMERLAND: Saltvognene har været ude på vejene i Vesthimmerland igen, og torsdag morgen er der ikke rapporteret et eneste uheld på kommunens veje.
Sandsynligvis også fordi langt de fleste bilister er gode til lige at sænke farten 10-20 km/t, når der ligger sne og sjap på vejene.
De fleste veje og cykelstier var saltet og/eller ryddet for sne fra morgenstunden, og indenfor almindelig arbejdstid vil der også blive saltet på de mindre veje, hvis det er nødvendigt.
– Vi regner ikke med at skulle ud igen natten til fredag, for nedbøren skulle stoppe eller gå over i regn. Men ellers har vi nok salt på lageret, og vi har brugt betydeligt mindre på det her tidspunkt af vinteren, end vi havde sidste år, siger driftsleder Anders Hansen.