Boligselskabet Viborg Amt går snart i gang med opførelsen
ULBJERG: Aars Boligforening er ikke alene med planer om at bygge lejeboliger i Ulbjerg.
Foreningen ønsker at bygge boliger i byen, som formentlig kan stå færdige engang i 2027. Om det bliver på Bakken eller andetsteds er ikke afklaret.
Til gengæld ligger det fast, at Boligselskabet Viborg Amt agter at bygge fire boliger fordelt på to dobbelthuse på Fjordklyngen i Ulbjerg. De vil rumme to tre-værelsers boliger og to fire-værelsers.
Selskabet mangler blot den endelige kommunale godkendelse, men da licitationen holdt sig inden for den forventede ramme, volder det næppe det store besvær.
Anne Grethe Andersen fra Boligselskabet Viborg Amt håber på byggestart i løbet af foråret. Går byggeriet planmæssigt, vil det betyde indflytning i løbet af de første måneder i 2026.
Planerne glæder Jesper Steenfeldt Laursen, der er formand for lokalrådet i Ulbjerg:
– Vi har behov for flere og bedre lejeboliger i byen. Det kan bidrage til fortsat udvikling, for mange seniorer vil gerne flytte i mindre boliger. Det kan give plads til børnefamilier i de lidt større huse – og det vil være godt for byen, for købmanden og for den friskole, der gerne skulle åbne til august.
Han håber på, at nye lejeboliger kan starte en positiv spiral for Ulbjerg:
– Jeg kunne godt ønske mig, at vores hovedgade – Borgergade – fik et løft. Måske en boligforening kunne købe nogle af de dårligste huse og rive dem ned for så at bygge nyt.
Af en tidligere omtale fremgik, at det var Aars Boligforening, der holdt informationsmøde om ideen med at bygge på Bakken. Det var det ikke, mødet var arrangeret af Ulbjerg Lokalråd