GEDSTED: Optimismen var tydelig til borgermødet på Gedsted Skole mandag aften fra både borgernes og Dagrofas side.
Omkring 150 borgere var med til mødet, hvor de fik svar på alle deres spørgsmål omkring Dagrofas overtagelse af butikslokalerne på Vesterbro 2 og omdannelsen af butikken til en Min Købmand.
Byen kommer til at mangle en dagligvarebutik fra juni, men arbejdet er allerede gået i gang fra Dagrofas side for at sikre, at det kun bliver i en kort periode.
-Opslaget om en ny købmand kom op tirsdag. Vi skal have omstillet butikken, når vi overtager lejemålet 1. august, og vi håber at være klar til at åbne ultimo august, fortæller projektchef i Dagrofa, Henrik Pedersen, der orienterede borgerne og svarede på spørgsmål til borgermødet.
-Jeg synes, det gik godt. Der var kanongod stemning og stor spørgelyst. Jeg stod der lidt som redningsmanden for byens dagligvarebutik. Det gjorde det ikke værre, og jeg syntes, der var en optimisme. Spørgsmålene handlede især om, hvad det selvstændige købmandsskab er for noget, siger Henrik Pedersen og giver med en kort opsummering.
Dagrofa fastsætter et antal varenumre, hver butik under firmaets selskabsparaply skal føre. Derudover er der et kontingent på 1,8 pct. af omsætningen, som butikkerne til dels får tilbage i form af markedsføring og salgsunderstøttelse.
Lille dråbe malurt
Den langt overvejende del af Dagrofas indtægter ligger dermed i grossistsalget til de enkelte butikker, der altså er selvstændige og i stort omfang kan tage selvstændige beslutninger som f.eks. at sælge en sæsonvare som ærter fra en lokal producent for lige at bruge et aktuelt eksempel.
Den tilgang mødte ros fra nogle af tilhørerne som Thomas Jensen, der ligesom stort set alle andre mener, tabet af en dagligvarebutik ville have alvorlige konsekvenser for byen.
-Det lød lovende til borgermødet. Jeg kan godt lide den måde, Dagrofa er bygget op på, og de muligheder den lokale købmand har for at handle med lokale leverandører og for at drifte forretningen. Det er væsentligt at have en dagligvarebutik for at tiltrække eller fastholde indbyggere. Det er det samme med en skole og børnehave, det er med til at holde sammen på byen, siger Thomas Jensen.
Selvom der er stor optimisme, er der også en lille dråbe malurt i den pågående proces med at finde en købmand. For hvad nu hvis ingen egnede kandidater melder sig?
Det blev også italesat på borgermødet.
-Lad mig sige det sådan, at vi er nået i mål de steder, vi har gjort det. Vi er naturligvis afhængige af eksterne faktorer (altså at nogen søger posten, red.), men forretningsmodellen og omsætningen gør Gedsted til en af de mere attraktive butikker. Men i sidste ende er det jo folkene i Gedsted, der bestemmer, om der skal være en dagligvarebutik ved at handle ind lokalt, siger Henrik Pedersen.
Samme budskab har direktøren i Gedsted Borgerinvest.
-Folk fik en fuldstændig orientering om, hvor tingene hænger sammen. At Dagrofa kan lave en rentabel forretning, hvis de lokale bakker op og handler i butikken, siger Johan Winther Rasmussen.