Så er der igen jul i Aalestrup

Julemanden var naturligvis også på plads til juletræstænding i Aalestrup.

AALESTRUP: i løbet af søndag eftermiddag blev Store Torv i Aalestrup fyldt med børn og voksne, som ville overvære det højtidelige øjeblik, hvor lysene i juletræet og det store lysnet for første gang i år lader sine stråler skinne ud over torvet. På samme tid blev guirlanderne tændt i byen gader.
Arrangementet på torvet har været gennemført siden 2021, da den mangeårige traditionsrige Julemesse iAalestrup Idrætscenter måtte aflyses på grund af Corona. Det var også året hvor det flotte lysnet over torvet blev indviet af borgmester Per Bach Laursen.

– Det er rigtig ærgerligt, at vi ikke mere har julemesse, siger Karl W. Carlsen, formand for Aalestrup Handel & Erhverv. Men vi synes, at der er fundet en god erstatning med julearrangementet på torvet. Mange børn og voksne møder op og har en god eftermiddag med aktiviteter, boder og underholdning.
Som optakt til juletræstændingen havde Aalestrup Handel & Erhverv arrangeret en hyggelig eftermiddag med underholdning af ”3 nisser på spil”. Nisserne spillede og sang de glade julemelodier og fik sat gang i stemningen på den ellers lidt våde og kolde eftermiddag.

Igen i år havde Lions Club sørget for det store arbejde, med at sætte juletræ, guirlander og lysnet op weekenden forinden. Som der blev sagt blandt publikum: “Aalestrup lever igen op til at være byen i Vesthimmerland med den smukkeste julebelysning”.
Flere havde taget imod tilbuddet om at få en stand på torvet, så der var mulighed for at købe julegaver, julepynt og meget andet.
Galleri Aalestrup er også altid med, når der sker noget på torvet. Poul Spanggaard sørgede for smagsprøver på brændte mandler. Galleriet sørgede også for gløgg og æbleskiver, og tombolaen med flotte kunstgevinster blev flittigt besøgt.
De hyggelige lokaler i galleriet blev også fyldt med folk, der fik lidt varme i pauserne med aktiviteterne på torvet.

Juletræet tændes
Der er også tradition for en kort juletale inden træet tændes på St. Torv. Den opgave var lagt i hænderne på den regerende Knaberkonge, Jørgen Østergaard, som ellers var travlt optaget i sin pølsevogn med salg af varme pølser.

– Nu nærmer vi os den mørke tid, men samtidig er de kommende uger lysets tid, sagde Jørgen Østergaard. Vi tænder mange lys i vores hjem og i det offentlige rum. Vi mødes i fællesskaber og skaber relationer, som er så vigtige, så vi ikke er ensomme.

Helt siden jeg var dreng, og lang tid før jeg kan huske, har der været tradition for juletræ her på Torvet og julebelysning i gaden.

Da jeg var barn, tog jeg sammen med mine forældre og søskende til Aalestrup for at handle både fødevarer, tøj og julegaver. Det var fredag aften, som var den eneste dag i ugen, hvor butikkerne havde længe åbent. Da jeg er landmandssøn, var det den eneste mulighed for at vi alle kunne komme med.
Meget har ændret sig siden, men synet af juleudsmykningen, husker jeg tydeligt, sagde Jørgen Østergaard.
Al den pyntning her op mod jul er ikke mulig, hvis ikke der er nogle frivillige, som yder en stor indsats. Det er der heldigvis mange der gør i Aalestrup, og i de andre byer i mit kongerige, fortsatte Knaberkongen.
Han nævnte, at der i år er rekordstor søgning til at få julehjælp. Her er det også frivillige der står bag. Dem skal vi huske at værdsætte.

Det er vigtigt, at vi støtter op om alle former for velgørenhed til fordel for sårbare, og specielt i denne tid, så alle kan få en god jul.
Jørgen Østergaard sluttede med at takke alle der var kommet og ønskede alle i sit kongerige en hyggelig december og en glædelig jul.
Så blev der trykket på kontakten, og herefter strålede det store juletræ på torvet om kap med lyshimmelen. Det så imponerende ud og bragte varme og god stemning blandt alle.
Børnene var lovet en slikpose, som der er tradition for, og børnene stod på rad og række på torvet, hvor julemanden og hans medhjælper var klar til at glæde de mindste med lidt godter.
Nu er der atter jul i Aalestrup…

Del
Vil du læse mere af
Hanne Monrad
Se alle artikler
Kommentér

Vil du læse mere af Hanne Monrad

HAR DU IKKE MODTAGET VESTHIMMERLANDS AVIS?

Udfyld denne elektroniske formular til Budnet, hvis du bor i Aalestrup by eller syd for Aalestrupklik her!

Du er også velkommen til at kontakte deres kundeservice på tlf. 99 12 83 31 i dette tidsrum mandag-torsdag kl. 8.00-14.00 og fredag kl. 8.00-12.00.

Udfyld denne elektroniske formular til Nordjyske Distribution, hvis du bor nord for Aalestrup eller i Klejtrup områdetklik her!

Du er også velkommen til at kontakte dem på reklamation@dnmh.dk eller ringe til deres kundeservice på tlf. 99 35 34 50 i dette tidsrum fredag kl. 8.00-14.00 og mandag kl. 9.00-12.00.
Husk at budene tilknyttet Nordjyske Distribution omdeler aviserne frem til torsdag kl. 19.00!