Regent nr. 55 bliver i år kåret ved Knaberfesten

Knaberparret 2023, Jørgen Østergaard og Jasmin Winther.

Afsløringen finder sted på festpladsen i Aalestrup søndag

AALESTRUP: På søndag, 19. maj udløses spændingen om, hvem der bliver det nye Knaberpar 2024 i Aalestrup.

Udnævnelsen sker på scenen på festpladsen ved Aalestrup Idrætscenter, og er et af de sidste indslag i det omfattende program, der hvert år fylder en hel uge med aktiviteter og festligheder.

Kåringen af et Knaberpar er først og fremmest tænkt som en hæder til personer, der har gjort en ekstra indsats for byen med frivilligt arbejde. Men det er også en hård tjans at være Knaberregent i et helt år.

Den første Knaberfest fandt sted i 1967 og derfor er det i år Knaberfest nummer 56, der afvikles. Dog var det først i 1968, at den første Knaberkonge blev udråbt, og nogle år senere fik ”Kongen” så en Knaberpige ved sin side.

I 2004 blev det i ligestillingens navn indført, at der også kunne vælges en Knaberdronning, som så skulle have en Knaberprins – eller pige ved sin side.

Første Knaberdronning blev Lisa Bjørn og siden har syv kvinder   båret titlen. Det er da også altid spændende at se, om det nu er en regent af hun- eller hankøn. Der er ingen regler om at det skiftevis skal være en konge eller en dronning, men udvalget finder frem til en person, som de mener har fortjent hæderen, uanset køn.

Gammel seddel
Sædvanen tro er det parrets fornemmeste opgave at få en 100 kr. seddel til at yngle. Den gamle 100 kr. seddel, der går i arv til den nye regent, er den oprindelige fra 1968. Den bliver der passet godt på. Seddelen tages kun ud af pengeboksen denne ene gang om året, når den symbolsk skal overdrages til den nyudnævnte Knaberkonge eller -dronning.

Sammen med hæderen bliver det også et travlt år, som den nye regent går i møde. Det er Knaberparrets opgave at samle penge til fordel for Knaberfonden, som efter festen hvert år uddeler et beløb til ungdomsforeninger og klubber med henblik på at skabe et godt arbejde for de unge, specielt indenfor idræt og spejderbevægelse.

Gennem året påtager Knaberparret sig forskellige opgaver som de får betaling for, og det er altid spændende at høre, hvor meget der er kommet i kassen, når konferencier Per Bisgaard røber beløbet foran publikum.

Knaberparret 2023, Jørgen Østergaard og Jasmin Vinther, har haft et travlt år med mange aktiviteter. Mange steder har man mødt den populære pølsevogn, som er et af de “redskaber” som Knaberregenten råder over. Der er stor efterspørgsel på pølser, ikke mindst når parret sælger de berømte Knaberpølser.

Det hele kulminerer i denne uge, hvor Knaberfesten bliver afviklet. Knaberparret er vært for festen og skal være her og der og alle vegne.

– Selvom det er et år med travlhed og mange aktiviteter, er det også et år med mange gode oplevelser som man med glæde ser tilbage på. Det har været et spændende år med mange udfordringer, og vi har mødt utrolig stor opmærksomhed og mange dejlige mennesker, alle de gange vi har været ude på ”job”, siger Jørgen Østergaard og Jasmin Vinther.

En af parrets målsætninger ved tiltrædelsen var at gøre mere opmærksom på de frivillige, der altid er klar til at yde en indsats. 

Derfor indbød parret alle frivillige til en fest i Aalestrup Idrætscenter. Mange mødte op og støttede det gode initiativ. 

Alle Knaberkonger, -dronninger, -prinser og -piger gennem årene, kan i øvrigt ses på væggen i Aalestrup Idrætscenter. Her hænger det store persongalleri i årstalsorden.

Del
Vil du læse mere af
Hanne Monrad
Se alle artikler
Kommentér

Vil du læse mere af Hanne Monrad

HAR DU IKKE MODTAGET VESTHIMMERLANDS AVIS?

Udfyld denne elektroniske formular til Budnet, hvis du bor i Aalestrup by eller syd for Aalestrupklik her!

Du er også velkommen til at kontakte deres kundeservice på tlf. 99 12 83 31 i dette tidsrum mandag-torsdag kl. 8.00-14.00 og fredag kl. 8.00-12.00.

Udfyld denne elektroniske formular til Nordjyske Distribution, hvis du bor nord for Aalestrup eller i Klejtrup områdetklik her!

Du er også velkommen til at kontakte dem på reklamation@dnmh.dk eller ringe til deres kundeservice på tlf. 99 35 34 50 i dette tidsrum fredag kl. 8.00-14.00 og mandag kl. 9.00-12.00.
Husk at budene tilknyttet Nordjyske Distribution omdeler aviserne frem til torsdag kl. 19.00!