Bestyrelsen vil undersøge mulighed for udvidelse
AALESTRUP: Bestyrelsen for fonden Aalestrup Læge- og Sundhedshus kunne forleden, med stor glæde, godkende årsregnskabet for 2023.
– Lokalerne på Testrupvej er udlejede, og der er god gang i alle lejemål, fortæller formanden for fonden, Per Bisgaard.
Lægehuset har besat alle tre ydernumre, og der er nu flere borgere tilknyttet klinikken end nogensinde tidligere. Flere end 10 ansatte har deres daglige arbejde i lægehuset.
– De øvrige indlejere, Aalestrup Fysioterapi, Tandlægecentret og Aalestrup Optik, er også meget tilfredse med deres nye placering i bybilledet og udtrykker stor tilfredshed med deres omsætning.
På årsregnskabsmødet blev der diskuteret fremtidige udviklingsmuligheder for området, og bestyrelsen vil bl. a. rette henvendelse til Vesthimmerlands Kommune for at diskutere en udvidelse af lægehuset med lokaler til sårklinik, jordemoderkonsultation og andre formål.
Bestyrelsen fortsætter uændret med Per Bisgaard som formand for fonden, Pia Knudsen, kasserer, Charlotte Weirsøe, Tom Berntsen og Carsten Maltesen.