Orgel og klokke blev indviet i Fjelsø Kirke

Sognepræst Asger Staugaard Nielsen ( i midten) og organist Lars-Peder Nyrup Bøgh (til højre) fortalte om den nye klokke og det nye orgel. Til venstre kirkesanger Gertrud Holse Bach.

AALESTRUP: Mange borgere fra Fjelsø og omegn var mødt op til en særlig gudstjeneste i Fjelsø kirke, søndag, 25. juni.
Faktisk var det ikke en gudstjeneste, men en festdag, hvor byens kirke skulle fejres med hele to store begivenheder.
Sognepræst Asger Staugaard Nielsen indledte med at byde velkommen til denne særlige begivenhed.
Kirkens orgel er udskiftet. En bevilling fra Vesthimmerlands Provsti gjorde det muligt at få det gamle orgel fra 1957 udskiftet og menighedsrådet, som længe havde ønsket at få et nyt orgel, fik et godt tilbud fra orgelbygger Bruno Christensen.
Kirkens organist Lars-Peder Nyrup Bøgh spillede en række orgelværker for at vise publikum det nye orgels formåen. Ind imellem var der fællessalmer. Efterfølgende causerede organisten om det, at få et nyt orgel.
Efter koncerten i kirken blev alle inviteret udenfor kirken for at høre den nye klokke, som har en kraftigere klang, som mange i byen også har bemærket.
Asger Staugaard Nielsen fortalte om den nye klokke:

Fjelsø Kirke er fra ca. år 1200. Klokken er næsten lige så gammel som kirken, også fra 1200-tallet, det kan man se af dens form. Der er ikke inskription eller årstal på. Den er støbt i bronze, sandsynligvis støbt i nærheden af kirken. Den hang oprindelig i en klokkestabel af træ ved siden af kirken. Der var masser af klokkeringning i middelalderen, både fra store og små klokker. Håndklokker ved lig optog og en lille klokke ved koret til at markere nadverens indvielse.

Klokker har været der lige siden kristendommen kom til Danmark. De første trækirker i 900-1000 tallet havde også klokker. Den ældste klokke er fundet i vandet i havnen ved Hedeby, fra ca. 950.

I 1400-tallet blev tårnet bygget på i kirken, klokken kom derop og nu fik klokken større hørevidde. Der har været to klokker omkring år 1500. Desværre måtte kirken som alle andre kirker aflevere en klokke i klokkeskat til Frederik den 1. i 1528, der havde brug for malm til kanoner. Der blev samlet alt for mange klokker ind, så nogle solgte af dem kongen videre til andre, og andre blev til kanoner. Vi kender ikke noget til klokkens skæbne.

Derefter har kirken klaret sig i 500 år med den gamle 1200-tals klokke. Den fungerer stadig udmærket, men eksperter anbefaler at den tages ud af brug for at bevares for eftertiden. Derfor søgte vi midler hos A. P. Møller-Fonden, og vi var så heldige i 2021 at få bevilliget ca. 150.000 kr. til en ny klokke. Den nye klinger smukt sammen med den gamle, og hvor den nye bruges til hverdag med automatik, kan den gamle bruges manuelt ved særlige lejligheder.
Efter denne præstation gik kirketjener Arne Mogensen i tårnet for at sætte gang i klokkespillet, og der lød klingrende toner fra såvel den nye som den gamle klokke, og til disse liflige toner blev gæster budt på vin og kage i det dejlige sommervejr.

Del
Vil du læse mere af
Hanne Monrad
Se alle artikler
Kommentér

Vil du læse mere af Hanne Monrad

HAR DU IKKE MODTAGET VESTHIMMERLANDS AVIS?

Udfyld denne elektroniske formular til Budnet, hvis du bor i Aalestrup by eller syd for Aalestrupklik her!

Du er også velkommen til at kontakte deres kundeservice på tlf. 99 12 83 31 i dette tidsrum mandag-torsdag kl. 8.00-14.00 og fredag kl. 8.00-12.00.

Udfyld denne elektroniske formular til Nordjyske Distribution, hvis du bor nord for Aalestrup eller i Klejtrup områdetklik her!

Du er også velkommen til at kontakte dem på reklamation@dnmh.dk eller ringe til deres kundeservice på tlf. 99 35 34 50 i dette tidsrum fredag kl. 8.00-14.00 og mandag kl. 9.00-12.00.
Husk at budene tilknyttet Nordjyske Distribution omdeler aviserne frem til torsdag kl. 19.00!