Ny restaurant i kendt ejendom i Aalestrup

Ionut Catalin Gavrila åbnede mandag Restaurant Quattro Fratelli i Aalestrup. Her ses han sammen med kæresten Bianca Avnam.

29-årig har åbnet restaurant Quattro Fratelli

AALESTRUP: Efter en grundig ombygning og istandsættelse er der igen kommet liv i ejendommen Borgergade 2 i Aalestrup, som i en menneskealder husede den kendte dametøjsforretning Ester Nielsen A/S, men har stået tom i en årrække.

Mandag åbnede Restaurant Quattro Fratelli i lokalerne i stueplan på hjørnet af Borgergade og Aagade. Det er en pizza-restaurant med 29-årige Ionut Catalin Gavrila som indehaver. Han er fra Italien, men har boet i Danmark i fire år. Ionut Catalin Gavrila har arbejdet på en tilsvarende restaurant i Viborg i de seneste to et halvt år, men har ønsket at “få foden under eget bord”.

– Da jeg så Aalestrup og fik øje på lokalerne og den cenrale beliggenhed midt i byen, blev jeg interesseret, og min kæreste og jeg besluttede os for at undersøge mulighederne for at blive selvstændige med egen restaurant, siger Ionut Catalin Gavrila.

Ionut Catalin Gavrila har selv forestået indretningen af lokalerne, og har  designet ekspeditionsdisken der har et særligt rustikt look.

Hos Quattro Fratelli kan man enten nyde maden i restauranten, eller hente den som take away efter telefonbestilling. Ionut Catalin Gavrila overvejer at tilbyde udbringning mod betaling af et mindre gebyr, men vil lige se tiden an og vurdere hvilke ydelser kunderne i Aalestrup og omegn ønsker.

I restauranten kan man købe 14 forskellige pizza menuer i normal eller  familiestørrelse, og netop familiestørrelsen afspejles elegant i restaurantens logo. Man kan også købe Kebab, Tono og Ilsole, eller Bruschetta for eksempel som starters. Desuden forskellige salater – og gæsterne kan nyde drikke af friskpressede appelsiner eller æbler, juice i forskellige afskygninger, vand og cola. På åbningsdagen var der pyntet op med balloner og danske flag.

Som Ionut Catalin Gavrilas kæreste Bianca Avnam sagde:

– Når vi driver restaurant i Danmark, skal der også være danske flag på bordene.

Selv om Aalestrup også har andre spisesteder, vurderer Ionut Catalin Gavrila at der er et kundeunderlag. Han er helt opmærksom på, at to af egnens hoteller med traditionelle restauranter er lukket indenfor få år, og håber i stedet på en fremtid for en italiensk pizza-restaurant. Tiderne og gæsterne har ændret sig, siger han og henviser til, at der er mange unge som går i skole i Aalestrup og omegn, og at de lidt ældre borgere også har mod på at spise pizza.

Ejendommen på hjørnet af Borgergade og Aagade blev i 2021 købt af Lasse Sanderhoff og udviklingsfirmaet SQM Ejendomme ApS, som siden har istandsat bygningen med henblik på udlejning.

Del
Vil du læse mere af
Redaktionen
Se alle artikler
Kommentér

Vil du læse mere af Redaktionen

HAR DU IKKE MODTAGET VESTHIMMERLANDS AVIS?

Udfyld denne elektroniske formular til Budnet, hvis du bor i et af følgende postnumre 8832, 9620, 9631, 9632klik her!

Du er også velkommen til at kontakte deres kundeservice på tlf. 99 12 83 31 i dette tidsrum mandag-torsdag kl. 8.00-14.00 og fredag kl. 8.00-12.00.

Send en mail til Nordjyske Distribution på reklamation@dnmh.dk, hvis du IKKE bor i ovenstående postnumre eller bor nord for Aalestrup/i Klejtrup området.

Husk at budene tilknyttet Nordjyske Distribution omdeler aviserne frem til torsdag kl. 19.00!