AALESTRUP: SuperBrugsen i Aalestrup er blevet nomineret til årets butik i Distrikt 102, som omfatter et stort område fra Hobro, Silkeborg og vest på bl.a. Sunds, Ringkøbing, Holstebro og Herning.
– Vi er én ud af tre butikker, der er blevet nomineret i vores distrikt, siger uddeler Steen Timm, det er vi selv følgelig meget stolte af. Butikken indfrier KPI’er ( omsætning m.m.) og vækster på både top og bundlinje, samt trivslen i højsæde.
Nomineringen begrundes med ord som – særdeles høj lokal forankring og kundetilfredshed, hvilket afspejler sig i kundernes engagement.
SuperBrugsen i Aalestrup har altid været meget aktiv i det lokale liv – og kunderne sætter pris på de mange aktiviteter, der arrangeres i butikken og i området udendørs.
Det er uddeleren, et dygtigt personale og et aktivt butiksråd, der står for det gode arbejde.
– Vi er glade for at kunne være med i det lokale arbejde, f.eks. åbnede vi vores frokoststue for at give kaffe og rundstykker til dem, der ryddede op efter nytår.
Coop holder den årlige Festival den 9. marts i Fredericia, her vil det blive offentliggjort hvilken butik der løber med prisen.
Tidligere uddeler tilbage
Per Bach Mortensen, som er tidligere mangeårige uddeler i SuperBrugsen i Aalestrup, har aldrig helt sluppet den lokale ”Brugs”.
De senere år har han været ”vinekspert” hos Kvickly i Aars. Dette job forlader han om kort tid for at starte som deltidsarbejder i vinafdelingen i SuperBrugsen i Aalestrup den 1. februar.
Himmerlandskød
Uddeler Steen Timm fortæller, at mange i de senere år har efterspurgt kød fra det lokale Himmerlandskød.
– Det har ikke tidligere været muligt at forhandle det i SuperBrugsen i Aalestrup, men inden længe bliver der grønt lys for, at få det populære kød i vores kølediske i slagterafdelingen.