Kulturpris tildelt Aalestrup-kvinde

Formanden for Aalestrup Seniorer, Ingelise Nielsen, blev tildelt dette år Kulturpris af Gitte Thillemann Larsen, som er formand for Kulturrådet i Vesthimmerland.

VESTHIMMERLAND: Søndag kulminerede Kulturugen AHA! i Vesthimmerland med et stort program i Vesthimmerlands Musikhus Alfa i Aars.
Dagen blev indledt med kulturoplevelser for børn bl. a. med en magisk rejse i rummet, og et festligt skørt show med tv-værten Onkel Reje.
Senere var der fællessang og vin. Mette Dam og Brian Svendsen fra Sangkraft Vesthimmerland sang gamle danske viser, som alle kunne synge med på.
Ind imellem var der vinsmagning. Mads Ilsøe, Aars, der importerer italiensk vin, fortalte om vinen, og der blev plads til et par klassiske operasange, fremført på flotteste vis af Mads Ilsøe og lederen af musikhuset, Lisbeth Jagd.
Kulturprisen
Det er en tradition, at kommunens kulturpris uddeles i Kulturugen.
Formanden for Vesthimmerlands Kulturråd, Gitte Thillemann Larsen sagde:

-Kultur, på latin Cultura, er et bredt begreb, der både rummer betydning af at passe og pleje, men også bearbejde og udsmykke.
Hvordan hænger det nu sammen med, at der skal uddeles en kulturpris?

Dette års modtager er en aktiv person, der netop passer, plejer og tager hånd om sine medmennesker. En aktiv person, der formår at sætte ting i gang, så andre får oplevelser, indhold i hverdagen og kommer til at indgå i sociale relationer.

Årets prismodtager er aktiv og initiativrig, hvilket smitter af på mennesker omkring personen. Det er ligegyldigt om det er en bustur, en sangaften eller motion, for prismodtageren trækker i arbejdstøjet og sætter aktiviteten i værk.

Der er tale om en person, der er lokalt forankret og kender og bibeholder lokale traditioner, som ikke låser sig fast af disse, men tør udfordre traditioner, så der bliver plads til nytænkning og andre måder at gøre tingene på. Aalestrup Seniorer og Motion for Ældre nyder gavn af dette års prismodtager, sagde Gitte Thillemann, som derefter løftede sløret for, at dette års prismodtager er Ingelise Nielsen, Aalestrup.
Indstillingen for at det skulle være Ingelise Nielsen var begrundet med: ”Ingelise står i spidsen for mange gode arrangementer – fortrinsvis for ældre. Det er ofte med foredrag og musik. Og Ingelise møder ofte op med kaffe og brød til deltagerne, og tager et kæmpestort slæb i foreningsarbejdet som formand.

Du er en ildsjæl og idè-skaber, der også har hjertet med i foreningsarbejde og i omgangen med dine medmennesker. Det er på sin plads at sige, at du formår at pleje, men også bearbejde de mennesker du omgås. Du og dit engagement fortjener dette års kulturpris. Tillykke!
Ingelise Nielsen fik derefter overrakt en flot bronzeskulptur, diplom og blomster.

Ugens højdepunkter
Efter prisuddelingen omtalte næstformanden i Kultur og Fritidsudvalget, Jane Bonnerup, Gedsted, nogle af højdepunkterne i Kulturugen.

Ugen begyndte med åbning med deltagelse af 250 gæster på Scandi Byg i Løgstør. Det var en stor succes, hvor den landskendte vejrvært Peter Tanev fortalte om ekstremt vejr, global opvarmning og klima, og hvor Sangkraft Vesthimmerland fik skabt energi i den store produktionshal.
Allerede dagen efter var det “Kultur og Kongelige” i Farsø med kunstudstillinger, en stor udstilling om jagtejendommen i Trend, og et løb, der samlede mange deltagere.

Hele ugen var der mange aktiviteter rundt om i hele kommunen.
Kulturugen er skabt til at se kultur bredt, men også til at skubbe oplevelser ud alle steder i vores kommune.

-For mig føles det i høj grad som livsbekræftende, og det giver en følelse af sammenhængskraft med sådan en uge, hvor der foregår så mange store og små arrangementer, mange steder. Det har været en uge rig på oplevelser, fra inspirerende foredrag til kunstneriske udstillinger og aktiviteter, der har involveret hele vores samfund, fra de mindste børn til vores ældre borgere.

Tak til alle jer, der har været en del af Kulturugen 2024. Det tegner allerede godt for Kulturugen 2025. Kultur er i høj grad noget, man laver sammen med andre. Med ideen om at kombinere kultur og erhvervsliv har vi skabt noget rigtig godt. Tak for en dejlig uge, sagde Jane Bonnerup.
Det hele blev afsluttet med kransekage og bobler, og en lille koncert i foyeren med tre unge herrer med bandet – ” 2-3-4”.

Del
Vil du læse mere af
Hanne Monrad
Se alle artikler
Kommentér

Vil du læse mere af Hanne Monrad

HAR DU IKKE MODTAGET VESTHIMMERLANDS AVIS?

Udfyld denne elektroniske formular til Budnet, hvis du bor i Aalestrup by eller syd for Aalestrupklik her!

Du er også velkommen til at kontakte deres kundeservice på tlf. 99 12 83 31 i dette tidsrum mandag-torsdag kl. 8.00-14.00 og fredag kl. 8.00-12.00.

Udfyld denne elektroniske formular til Nordjyske Distribution, hvis du bor nord for Aalestrup eller i Klejtrup områdetklik her!

Du er også velkommen til at kontakte dem på reklamation@dnmh.dk eller ringe til deres kundeservice på tlf. 99 35 34 50 i dette tidsrum fredag kl. 8.00-14.00 og mandag kl. 9.00-12.00.
Husk at budene tilknyttet Nordjyske Distribution omdeler aviserne frem til torsdag kl. 19.00!