HVAM: Lørdag, 16. december var dagen, hvor man havde valgt at holde åbent hus og fejre 25 års jubilæum i Hvam Kultur- og Forsamlingshus.
På forhånd havde man inviteret alle, som havde været med i opstarten for 25 år siden til at være med, og der var da også mødt mange frem fra dengang.
Sideløbende med jubilæet fremvistes de nye toiletter med gulvvarme, som var blevet fornyet hen over sommeren og efteråret, og nu står rigtig flotte til glæde for brugerne.
– For at kunne gennemføre renoveringen havde man fået donationer fra mange, men den største kom fra Sparekassen Danmark. Fonden Himmerland, der havde givet 100.000 kr. til fornyelsen, som var med til at kunne holde egenudgiften nede på et minimum, fortæller Svend Jensen.
Afdelingsdirektør Poul Pedersen mødte op med den kærkomne check.
– Der var dog et enkelt punkt, man ikke havde taget højde for, idet man fandt asbest ved nedrivningen af de gamle toiletter. En ekstraudgift på henved 50.000 kr.
De fremmødte var imponerede over, hvad der var udrettet, især at der er blevet plads til fire toiletter og et handicaptoilet, i stedet for, som før kun et dametoilet og et herretoilet, og med handicaptoilet ved krostuen.
Formanden for Hvam Kultur- og Forsamlingshus, Jonna Skov Jensen, fortalte, at der var mange, som for 25 år siden mente, at huset ikke ville holde ret længe, da det var for dyrt at holde igang, men den spådom er blevet gjort til skamme.
Hen over årene har man renoveret, fået nyt tag på, og så her til sidst nye toiletter, så huset og bestyrelsen har gennem årene bevist, at det var en god ide at investere i den tidligere gamle kro i Hvam.
Gavebordet bar også præg af mange lykønskninger, da det bugnede med blomster, vin og mange andre ”nyttige” ting, som kan bruges i huset.
En stor indsats
Bestyrelsen kunne, efter en travl eftermiddag med pølser og kaffe med kage fra frivillige, se tilbage på dagen med stor tilfredshed.
Nu skal man så til at reklamere for huset, så det igen kan lejes, og som der hidtil har været efterspurgt, er man meget fortrøstningsfulde.