En søndag aften med korsang, musik og fællesskab
AALESTRUP: Søndag aften kunne man igen opleve en musikgudstjeneste/julekoncert i Aalestrup Kirke.
Traditionen med julekoncert i kirken er noget, som mange ser frem til, og denne udgave af den hyggelige aften levede i høj grad op til forventningerne.
Bænkerækkerne var fyldt helt op i kirken, som der plejer at være, når der inviteres til julekoncert med kirkens kor.
Til denne aften fik publikum en ekstra oplevelse, da Løgstør Sognekor, som er blevet venskabskor med Aalestrupkoret, også medvirkede, og i en skøn forening sang de to kor et udvalg af kendte julesalmer – og sange.
Organist og kulturmedarbejder, som også er leder og dirigent for koret, Jette Moeslund havde i samarbejde med leder og dirigent for Løgstørkoret, Asbjørn Høgholm, sammensat aftenens program. De to ledere skiftedes til at dirigere, akkompagnere eller synge med i korene.
Da aftenen var tilrettelagt som en musikgudstjeneste deltog sognepræst Line Karmann Børding også med bøn og tekstlæsning, men ellers var det musikken, der var i fokus.
Programmet bød på en række af smukke og stemningsfyldte sange og salmer med korene og en del af de dejlige julesange i fællesskab med publikum. Yngste medlem af Aalestrup Kirkekor, 13- årige Emma Højberg, som i øvrigt synger sammen med mor, mormor og morfar i koret, sang smuk solo på sangen ”Luk julefreden ind”.
Aftenen sluttede med fadervor og velsignelse, og som en tradition afslutningssalmen ”Dejlig er jorden”.
Alle gik fra den stemningsfyldte julekoncert med lyden af de dejlige melodier i ørerne og glædede sig over en aften med de kendte julemelodier i den smukt julepyntede kirke i Aalestrup.