Torvet i Aalestrup omdrejningspunkt for Halloween-løjer
AALESTRUP: Græskarrene er hentet og gjort klar, og skeletterne er fundet frem, for på fredag er der igen Halloween i Aalestrup, med alt, hvad der hører sig til.
Det er en tradition, at forretningerne i Aalestrup arrangerer en spændende aften i forbindelse med Halloween, et arrangement som mange ser frem til og hvor uhyggen er i højsædet. Det sker fredag 31. oktober, som er den rigtige dato for festen.
Mange møder op i midtbyen for at se, hvad der sker af uhyggelige ting i mørket. Mange af byens og omegnens børn har allerede været kreative og udhulet og udskåret uhyggelige græskar, der pynter i gaderne og på Torvet.
Torvet er omdrejningspunkt for løjerne, men også på Aalestrup Bibliotek sker der noget denne aften. Her kan man tage familien med på opdagelse på det hjemsøgte bibliotek.
Når mørket falder på, og efterårsvinden suser gennem gaderne, så forvandles biblioteket til et (u)hyggeligt halloweenhus, hvor spøgelser, monstre og mystiske skabninger gemmer sig bag bogreolerne.

Tør du møde alle de skræmmende væsener? Og har du modet til at stikke hånden ind i følekasserne og mærke, hvad der gemmer sig i mørket? Du kan også farvelægge hårrejsende halloweenmotiver.
Hele familien kan være med til en aften fyldt med gys, grin og (u)hygge i børnehøjde – det bliver skægt, lidt skræmmende og helt fantastisk, lover personalet på biblioteket.
På Torvet vil spejderne igen bage pandekager over bål og Knaberparret vil sælge ”ulækre ting i spøgelsesteltet”.
Selvfølgelig vil man også i år kunne varme sig ved den (u)lækre varme blodsuppe med melorme, som plejer at være meget populær. Børnene kan også, som tidligere år, møde Aalestrups helt egen heks, som elsker at lave en rigtig monsterjagt gennem byen. Og den søde heks vil også finde den person, der har den mest uhyggelige eller sjove udklædning på. Heksen plejer at have en svær opgave, da mange børn møder op iklædt fantasifulde dragter.
I år har arrangørerne fundet en ny sjov oplevelse:
Kender du rodeotyren? Hvem kan sidde længst når først farten sættes op og rodeo-aktiviteten drejer rundt? Til halloween er tyren udskiftet med et sjovt, stort græskar, som bestemt er lige så svært at sidde fast på. Der vil være opsyn og uhyggelig halloween musik til at sætte stemningen. Hop op og prøv at sidde fast på græskarret så længe du kan!
– Vi håber, at mange, såvel børn som voksne, igen som tidligere vil tage imod vores årlige sjove Halloweenaften – det plejer at være en festlig og sjov aften på Torvet i Aalestrup, siger formand for Aalestrup Handel & Erhverv, Karl W. Carlsen, – så håber vi at vejrguderne er med os!


