“Biksen” i Borgergade lukker til november
AALESTRUP: I 1989 var “Biksen” en beskeden hobbyforretning i Vestergade i Aalestrup. Efter nogle år flyttede forretningen til Borgergade 15, hvor den har været siden.
Der er nu gået 36 år, og “Biksen” har, trods mange udfordringer i byen og hos forretningslivet som sådan, formået at holde skansen. Gennem årene er såvel sortiment som lokaler udvidet flere gange.
Men nu har Connie Hvid og Svend Ejlskov besluttet at lukke forretningen. Sidste åbningsdag er lørdag 1. november.
Connie Hvid, kan se tilbage på en succesfuld tid med fart på tilværelsen, og senere da gemalen Svend Ejlskov kom med i firmaet, har de to drevet forretningen i et fornemt parløb.
I takt med at mange forretninger i Aalestrup måtte lukke, har parret indlemmet nye vareområder i “Biksen”.
Mange blev overrasket første gang, de trådte ind i “Biksen” og forventede et mindre forretningslokale, men der åbenbarede sig en stor, lys og venlig butik på 730 kvm. med et bredt sortiment.
Det kan lyde voldsomt, siger Connie Hvid, men vi har nu ikke haft problemer med at fylde hylderne. Tvært imod var der ofte mangel på plads, når der kom nye varer.
Meget lang liste
I “Biksen” kunne man købe smykker, ure, legetøj, potter, pander, fødselsdagskort, tasker, ja man kunne blive ved i det uendelige.
Og hvis vi ikke havde det på lager, kunne vi ofte skaffe det hjem til kunden, siger Connie Hvid.
For når “Biksen” har kunnet overleve i 36 år, skyldes det ikke mindst parrets evne til at se et marked, når det opstod og en positiv service over for kunderne.
Parret var engageret og sammen med ”pigerne” blev der altid fokuseret på kunden og den gode service, der var kendetegnende for stedet.
Mange af de ansatte har været i “Biksen” i rigtig mange år.
Gravering og lotteri
Svend Ejlskov fik sin egen afdeling i butikken, da parret overtog Skyums Pokaler for 15 år siden.
Ofte så man ham i gang i det store lokale, bagerst i butikken, med at samle, gravere, pakke og sende pokaler til kunder i hele landet. Ofte måtte han selv starte bilen og køre ud med pokaler til de store stævner, så de kom sikkert frem til tiden.
Jeg vil stadig, selvom butikken lukker, gravere pokaler, siger Svend Ejlskov.
Connie Hvid har også haft sin egen afdeling. Et par uger, to gange om året, er hendes faste plads ved det lille skrivebord, hvor kunderne møder op for at få fornyet lotterisedler. Ikke alt foregår på nettet, mange spillere kan lide selv at møde op og få fornyet sine sedler og håbe på, at Connie Hvid har en overraskelse med en lille eller helst større, gevinst på numrene.
Lotterihjørnet er mit private lille domæne, siger Connie Hvid. Her befinder jeg mig rigtig godt.
I fremtiden vil også denne del være åben for fornyelse af lotterisedler.
Vi har i nogle år tænkt på at stoppe, men synes ikke vi var helt klar til det, siger Connie Hvid og Svend Ejlskov.
Men nu føler de, at det er det rigtige tidspunkt. De er begge blevet 67 år og vil gerne have mere tid til familie og venner.
Der skal også være tid til Svends hobby, jagt – og Connie vil gerne kunne slappe mere af i familiens sommerhus i Trend, gerne med en god bog.
Men det er også meget vemodigt, siger Connie Hvid og Svend Ejlskov, der kommer til at savne kunderne. Mange er kommet langvejs fra for at handle, og de har fået et godt og varmt kendskab til de kunder, der er kommet i butikken gennem mange år. Mange har også sagt ”at det kan vi ikke være bekendt – men vi forstår jer godt!”
Også vore ansatte, hvoraf de fleste gradvis er stoppet i årets løb, kommer vi til at savne. Vores piger har en stor del af æren for, at det har været sjovt at være Biksen-ejer.
Men nu er det slut. Fra november skal Aalestrup undvære sin markante butik i Borgergade. Dog afslører Connie Hvid og Svend Ejlskov, at de har lidt svært ved at lukke ned og vil derfor sikkert åbne nogle enkelte dage i november- inden det er helt slut!


