Bygningen trænger til renovering og det giver muligheder
AALESTRUP: Først var det “Jyden” med produktion af cykler, knallerter og salg af andre mekaniske produkter. Senere blev det til lager og produktion for Horn Belysning. I 1984 købte Aalestrup Kommune fabriksbygningerne, og der blev indrettet bibliotek, turistinformation, erhvervskontor, lokalhistorisk arkiv. I 1997 mødte UFA, uddannelsescentret for Aalestrup og omegn, op med en større check, som sammen med midler fra Aalestrup Kommune blev investeret i Knabergården til nye møde- og undervisningslokaler. I 2001 blev Knaberscenen tilbygget og indviet. Et initiativ skabt af foreningen bag BIO 88, som rummer biograf, teatersal og en friluftsscene.
Opremsningen kommer fra byrådsmedlem Per Bisgaard, Aalestrup, som gør opmærksom på, at Knabergården er et levende kulturelt mødested for byens og egnens borgere.
– Bygningerne er løbende blevet renoveret, men trænger dog i dag til en større omgang. De kommunale forvaltninger lavede for nogle år siden forslag til forbedringer, som strakte sig fra fire mio. kr. til 25. mio. kr. Desværre har debatten om renovering ligget stille siden Corona-pandemien hærgede landet. Der blev i budgettet for 2025 afsat midler (200.000 kr.) til et forprojekt, men dette arbejde er indtil videre blevet udsat, fordi der skulle være en helhedsplan for område- og byfornyelsen vedrørende det tidligere slagteri og jernbanearealet, siger Per Bisgaard.

Byrådsmedlem Per Bisgaard (V)
– ser Knabergården som Aalestrups kulturhus
Flere borgere i byen har i forbindelse med område- og byfornyelsesplanen for Aalestrup midtby fremsat ønsker/udtalelser om at nedrive Knabergården og flytte kulturaktiviteter op i midtbyen/Vestergade, Busgaden ved for eksempel at anvende Nordeas tidligere bankbygning og den tidligere dagligvarebutik Fakta.
– Disse bygninger skal naturligvis anvendes i by-og områdefornyelsen – men ikke til at fjerne de kulturelle tilbud fra Knabergården, fastslår Per Bisgaard.
Per Bisgaard siger, at Knabergården i dag er et særdeles velfungerende ”hus”, som med en renovering kan blive endnu bedre. Synergien er jo indiskutabel med mange forskellige aktiviteter i de små værksteder til træ, metal, sy, strik og reparation, musik, it – og flere møde- og undervisningslokaler.
Et ikke udnyttet område er den store stenbelagte forgård, som med små ændringer kan omdannes til en hyggelig og dejlig gårdhave, hvor der kan holdes forskellige events.
– Personligt har jeg flere gange påpeget muligheden for at udvide faciliteterne til Knaberscenen med flere omklædningsrum, depoter, udbygget foyer, større lokaler til musikarrangementer og en cafe/kantine med mulighed for at bespise publikum. Bygningerne rummer kvadratmeter nok til at lave et moderne bibliotek, som ikke blot er for bøger, men også små arbejdsområder til elever og studerende – og ikke mindst ”legeområder” til børn. Biblioteket har tilbagevundet sin plads i kulturens verden, siger Per Bisgaard, der ser frem til kommende drøftelser om Knabergården som Aalestrups kulturhus, så der kan afsættes økonomiske midler på budgettet for 2027.


