FJELSØ: Anna Grethe Sørensen, kaldet “AG” i både Fjelsø og Gedsted, er en af de indstillede kandidater til Fritidsprisen, som uddeles af Vesthimmerlands Kommune på fredag.
Det sker til Frivillig Fredag-fejringen i Lanternen i Løgstør, hvor der skal uddeles tre priser.
Anna Grethe Sørensen er blevet indstillet for hendes indsats som frivillig i Fjelsø og Gedsted, hvor hun har været både træner og holdleder i 20 år i Fjelsø, og de seneste 10 også i Gedsted.
-Jeg havde så mange små piger i Fjelsø, og da de blev U10-piger skulle de spille på en stor bane, og det blev i Gedsted. Det er rart at vide, der er nogen, som sætter pris på dit arbejde, men derudover gør jeg det for børnenes skyld og lokalsamfundets skyld. Jeg bliver glad af det, og det er mit frirum på min fridag om tirsdagen, hvor jeg er til håndbold fra kl. 14 til 22. Jeg træner U5-7 pigerne i Fjelsø og kører så til Gedsted med nogle børn og træner fra kl. 16 til 17. Har så lige en pause og træner igen fra kl. 20 til 22, fortæller Anna Grethe Sørensen.
For to år siden fik hun “Du gør en forskel prisen” af Fritidsrådet, men om hun kan være med på fredag er ikke sikkert, der skal arrangeres fri fra arbejde først.
Hun er en af 12 indstillinger til Fritidsprisen, tre til Frivilligprisen og to til Unglederprisen.
Frivillig Fredag er en anerkendelse af det enorme frivillige arbejde, der udføres i Vesthimmerland. Frivilligrådet og Fritidsrådet behandler indstillingerne og udvælger prismodtagerne.
Udover prisuddeling byder dagen også på foredag med Lisbeth Zorning Andersen, underholdning af Sangkraft Vesthimmerland, spisning og en hædring af årets idrætsambassadører, som er en anerkendelse til de idrætsudøvere, der har opnået en særlig titel eller mesterskab.