AALESTRUP: Nu kan man komme på en “rejse” med Kulturskolens Lærerband tilbage til Liverpool i 60’erne og opleve repertoiret fra det legendariske band The Beatles på Vesthimmerlands Biblioteker. I Aalestrup sker det 10. oktober.
Man får mulighed for at genopleve de største klassikere fra de svingende 60ere og synge med på de kendte omkvæd på Come Together, Let it Be, Hey Jude og mange flere.
De fem musikalske formiddage er opstået i et tæt samarbejde mellem Kulturskolen og Vesthimmerlands Biblioteker med ønsket om at fremme musikglæde, fællessang og fællesskab. Beatles-koncerterne bliver fremført af Kulturskolens lærerband, der består af Rasmus Jørløv, Line Mortensen, Mikkel Zakariasen, Kristian Djernes og Andreas Bech Mortensen.
Line Mortensen siger på bandets vegne:
-Vi glæder os til at præsentere kendte og mindre kendte sange fra en af de mest indflydelsesrige musikgrupper nogensinde.
Den første af koncerterne blev holdt forleden på biblioteket i Aars og de kommende tirsdage er det bibliotekerne i Farsø, Løgstør og Aalestrup der lægger lokaler til.