Det var en kortslutning i el installationer i produktionshallen, der forårsagede den voldsomme brand på Getama i Gedsted en meget tidlig fredag morgen 9. februar.
Branden raserede på kun få timer hele produktionshallen og administrationsbygningen og efterlod fabrikken forkrøblet med kun en enkelt funktionel bygning tilbage.
Efterfølgende har politiet undersøgt brandårsagen, der har været kendt i et stykke tid.
Nu har anklagemyndigheden vurderet politiets rapport og besluttet ikke at rejse tiltale mod nogen for at have ansvaret for branden.
Det er rutine i mange brande, hvor man ikke umiddelbart kender årsagen.
-Sagen er nu afsluttet. Der er ikke noget mistænkeligt, og anklagemyndigheden har lukket den, siger politikommissær Mikkel Brügmann fra Nordjyllands Politi.