GEDSTED: Som et nyt tiltag i forbindelse med Gedeskægsfesten i Gedsted blev der arrangeret cykelsponsorløb med deltagere i alle aldre.
Gedeskægskomiteen fik ideen til at arrangere cykelsponsorløb for både børn og voksne, og henvendte sig til Gedsted Skoles leder, Anne Mette Rasmussen, som også syntes det var en rigtig god ide. Den frivillige forældreforening på skolen fik opgaven, og sendte information ud til forældrene til alle elever på skolen og LBO i Gedsted.
Mange vendte tilbage, og da starten gik i anlægget ved Gedstedhallen torsdag eftermiddag, var det en broget flok, der stod klar med cykler, og cyklister med et nummer på maven eller ryggen, i alle størrelser.
Cykelrytterne skulle hver især skaffe en eller flere sponsorer, som skulle betale et fast beløb eller et beløb pr. omgang.
Turen varede én time og var på en halv kilometer – ruten gik gennem anlægget og festteltet.
Der var præmie til den der kørte flest runder i de fire klasser, som rytterne var inddelt i.
Overskuddet fra arrangementet går til skolens lejrskoleture.