Comeback for Knaberrevyen

AALESTRUP: Efter to år uden revy var forventningerne til årets Knaberrevy i Aalestrup skruet i vejret, og de blev indfriet, da revyholdet i sidste uge, tre aftener i træk, trak fuldt hus på Knaberscenen.

Historien om knaberrevyerne går helt tilbage til 1970erne, hvor der under festugen blev spillet i festteltet ved Aalestrup Idrætscenter. Senere blev forestillingerne flyttet ind i hallen, og da Aalestrup Skole fik en tilbygning blev revyforestillingerne spillet på den store scene i fællesrummet, hvor amatørskuespillerne fik mere plads at boltre sig på. Med opførelsen og indvielsen af Knaberscenen i 2001 har revyen siden haft sin faste plads her, hvor der kan være 175 tilskuere.

Instruktør Lisa Bjørn har i flere år styret løjerne på scenen, hvor lokale borgere,  Ejner Noe, Vagn Reitz, Trine Nielsen, Poul Hjul Andersen og Janne Worm, i år havde skrevet de sjove og afslørende tekster om dagliglivet i Aalestrup. 34 numre var på programmet, så det blev nødvendigt med en lille pause, hvor gæsterne kunne strække ben og nyde en forfriskning i baren.

Nogen rød tråd var der ikke i forestillingen, men der blev til gengæld skudt med spredehagl, så flere af byens forretninger, institutioner og indbyggere kunne føle sig “ramt”. De lokale politikere gik heller ikke ram forbi.

Byens læge- og sundhedshus fik en kærlig hilsen, hvor man berettede om  lange ventetider for at få en konsultationstid. Publikum kunne overvære en skole/hjem-samtale, hvor succeskriteriet endte med at blive en forflytning af eleven til en anden skole. Rosenparkens besværligheder med at fastholde en forpagter blev også taget under kærlig behandling. Publikum blev desuden vidne til, hvor svært det er at slå sig igennem som handyman og iværksætter i numrene “Fix æ mæ Jens”.

Knaberrevyen er kendt for sine dygtige sangere og et velspillende orkester – og det blev igen i år slået fast med syvtommersøm, at instruktør Lisa Bjørn har en fantastisk musikalsk trup, som magter at synge, så man selv på de bagerste rækker kan nyde både solo- og korsang. De kvindelige skuespillere har hver og en meget smukke stemmer, og sammen er det ren Girl Power – og det gav en ekstra dimension i oplevelsen af forestillingen. Glemmes må heller ikke de mandlige sangere Claus Laursen og Poul Hjul Andersen. Førstnævnte behersker alle revyens svære momenter, men også Poul Hjul Andersens evne til at fremføre egne tekster med stor indlevelse skal nævnes.
At dømme på gæsternes reaktioner var det et succesfyldt comeback, og nu er forventningerne skruet ekstra op til Knaberreyen 2023.

Del
Vil du læse mere af
Redaktionen
Se alle artikler
Kommentér

Vil du læse mere af Redaktionen

HAR DU IKKE MODTAGET VESTHIMMERLANDS AVIS?

Udfyld denne elektroniske formular til Budnet, hvis du bor i Aalestrup by eller syd for Aalestrupklik her!

Du er også velkommen til at kontakte deres kundeservice på tlf. 99 12 83 31 i dette tidsrum mandag-torsdag kl. 8.00-14.00 og fredag kl. 8.00-12.00.

Send en mail til Nordjyske Distribution på reklamation@dnmh.dk, hvis du bor nord for Aalestrup eller i Klejtrup området.

Husk at budene tilknyttet Nordjyske Distribution omdeler aviserne frem til torsdag kl. 19.00!