AALESTRUP: Den lokale Super Brugsen i Vestergade i Aalestrup have lørdag afspærret en stor del af forretningens parkeringsplads.
Uddeleren, personalet og butiksrådet havde i fællesskab arrangeret en festlig dag for hele familien.
Allerede inden alt var klar på pladsen, havde mange stillet sig i venteposition for at tage del i de sjove og spændende aktiviteter.
Og da en stor brandbil kørte ind på pladsen, var der kø for at opleve, hvordan bilen ser ud indvendig.
SuperBrugsen havde kaldt arrangementet for ”Sommerhygge”, og det var helt klart, at folk hyggede sig i det fine vejr med kold fadøl og varme pølser fra Knaberparrets pølsevogn. Et andet meget populært sted, var den rullende isbutik fra Simested Gårdsalg. Her var der lange køer for at få en af de lækre vafler med is fra Kastberg Goumetis.
SuperBrugsen havde kontaktet lokale institutioner og foreninger for sammen at lave en event, hvor hele familien kunne blive aktiveret.
Medlemmer fra AIFs Håndboldboldafdeling havde opstillet to mål og mange, selv de mindste, skulle da lige prøve, om de kunne få bolden i kassen.
Personale fra Aagades Børnehave sørgede for, at såvel piger som drenge lyste op på pladsen med farvestrålende ansigter. Aalestrup RC havde stillet en stor bane op, så bilinteresserede kunne prøve at køre med de radiostyrede biler.
En stor spøjs person, ved navnet Bruce, gik rundt og delte slikkepinde ud til børnene.
Så det var, hvad Super Brugsen og uddeler Steen Timm havde lovet, en rigtig hyggelig dag, også selv om det til tider blev lidt overskyet. Regnen kom først senere.
-Det var en fin dag, og vi er tilfredse med arrangementet. Det er dejligt, at så mange ville være med til at lave en lørdag med aktiviteter på parkeringspladsen, og at der kom så mange, ikke mindst børnefamilier, som havde en sjov og spændende dag. De lidt ældre kunne hygge sig sammen ved bordene, siger Steen Timm.
-Jeg håber, vi kan gentage aktivitetsdagen for hele familien på et senere tidspunkt. Det er en god og uhøjtidelige måde, at møde vores kunder på, siger uddeleren.