VESTHIMMERLAND: 22 af de store sneplove, 18 store traktorer med sneplove og dertil mindre traktorer med ditto.
Park & Vej er ved at være godt og grundigt forberedt på sneen, der ifølge DMI skal ramme Nordjylland og dermed også hele Vesthimmerland i løbet af onsdagen og torsdagen.
Prognosen blev tiirsdag formiddag justeret op fra 24 centimeter sne til 29 centimeter i løbet af onsdag plus yderligere 12-15 centimeter torsdag.
-Vi har ringet til vores eksterne vognmænd og varslet dem, at vi kan få brug for dem. Det er 11 ekstra sneplove til A og B kategorierne, så vi har i alt de 22 til at rydde mellem byerne. Så har vi de store traktorer til inde i byerne og de mindre til cykelstier. Mellem jul og nytår fik vi 1200 ton salt hjem, og vi er så klar, som vi kan blive, siger afdelingsleder Henrik Grøn.
Saltvognene kom ud på vejene tidligt tirsdag eftermiddag, men med så meget sne, som der er varslet, kan det ikke lade sig gøre at salte sig væk fra det.
-Vi kan bare vente og se, hvor meget der falder. Vi kører 24 timer i døgnet på de større veje, når først sneen begynder at falde, og lige så snart vi kan, de faste 11 plove ikke kan følge med, så tilkalder vi resten, siger Henrik Grøn, der appellerer til lidt tålmodighed fra bilisternes side.
-Vi kan altså ikke være over det hele på samme tid. Det tager bare noget tid at få ryddet, og får vi 25, 30 eller 40 centimeter sne, vil det tage nogle timer at få ryddet på de større veje og længere tid på de mindre, så folk må altså have lidt tålmodighed, køre efter forholdene og lytte til Vejdirektoratets og politiets retningslinjer, siger Henrik Grøn.
Snevejret er varslet fra DMI i kategori 2, hvilket betyder farligt vejr. Man skal være forberedt på, at vejrudviklingen kan påvirke omgivelserne og forstyrre trafik og forsyning. Følg myndighedernes råd, og vær ekstra opmærksom, når du færdes ude.