AALESTRUP: Aalestrup Idrætsforening har tradition for at hædre en person, der har gjort en særlig indsats for klubben.
Til standerhejsningen havde ledelsen anmodet Thomas Nielsen om at møde op for at blive kåret som “Årets AIF‘er”. Thomas Nielsen fik overrakt en pokal og et diplom af idrætsforeningens formand Kim Lyngsø.
Kim Lyngsø begrundede, hvorfor det netop var Thomas Nielsen der i år skulle hædres:
-I indstillingen til “Årets AIF’er” siger dine “kollegaer” bl. a. at du viser initiativ og hjælpsomhed i ungdomsudvalget, du udfylder kampfordelerrollen til perfektion, du kommer med mange gode ideer og forslag til, hvordan vi kan gøre fodbold sjovere, du er ungdomsafdelingens bindeled til vores samarbejdsklub, Kvik IF i Hvam, og du går ofte og kridter baner i alt slags vejr. Og så er du en af de bærende kræfter i Ikast Cup-udvalget.
Thomas Nielsen har også taget “anførerbindet” på i forbindelse med etableringen af den nye kunstgræsbane. Det er der brugt virkelig mange timer på med møder med forskellige producenter, kommunen og internt for at træffe de beslutninger som udvalget synes er rigtige.
Fodbold er en stor del af Thomas Nielsens liv. Om det er på tv, på stadion i Viborg eller Hobro, eller andre steder hvor der er en kamp han skal se. Men det kan lige så vel være hans egen fodboldkarriere ellers børnenes – Thomas Nielsen går op i det med liv og sjæl.
Thomas Nielsen er “Årets AIF’er”, for han er indbegrebet af en frivillig ildsjæl.
Som forening er vi ikke kun glade for, at have Thomas med “på holdet”. Vi er også ydmyge og stolte over, at Thomas har været en del af klubben i så mange år, sagde Kim Lyngsø og ønskede et stort til lykke med den fortjente hæder.