700 var samlet til motion i Aalestrup

Borgmester Per Bach Laursen bød velkommen til motionsdag i Aalestrup.

AALESTRUP: Der sker noget i mødet mellem mennesker – især når det sker på tværs af alder, og man får gode oplevelser sammen.
I hele landet blev den sidste skoledag inden efterårsferien markeret med motion for alle elever i skolerne, men i Aalestrup gik man et skridt videre og arrangerede en motionsdag for alle.

Dagplejen i Aalestrup, Børnehuset Aalestrup, Aagades Børnehave, Aalestrup Skole, Aalestrup Realskole, Globen Aalestrup, Plejecenter Aaglimt og Aalestrup Idrætscenter gennemførte fredag motionsdag for deres børn, elever, unge og borgere. Yngste deltager var seks måneder og den ældste 100 år og fire måneder.
Omkring 700 mødtes foran Plejecenter Aaglimt, hvor borgmester Per Bach Laursen åbnede arrangementet.
Borgmesteren roste Aalestrup for at kunne noget særligt når det gælder samarbejde og sammenhold.

– Dejligt at se, at så mange er samlet til en god oplevelse – børn og ældre og dem der imellem, sagde Per Bach Laursen.

Han roste også initiativtagerne, og især Brian Svendsen, for det store arbejde med at arrangere dagen.

– Jeg er beæret over, at være borgmester for jer i Aalestrup, sagde Per Bach Laursen, som fik overrakt et motionsdiplom af Brian Svendsen, ligesom alle andre, der deltog i dagen.

– Jeg ved bare ikke, hvad der skal stå under ”aktivitet”, men jeg har valgt at skrive: ”Den sejeste borgmester”, sagde Brian Svendsen.

Efterfølgende var der tid til en snak med såvel unge som ældre. Magnus fra 2. klasse fik oven i købet en hi-five fra borgmesteren.

Aktiviteter for alle
Pigerne i 3.a på Aalestrup Skole havde øvet sig på årets opvarmningsdans fra dansk skoleidræt, og indtog scenen for at danse for, hvilket de gjorde flot.
Derefter blev alle deltagere sendt afsted på deres aktiviteter.
De deltagende institutioner havde hver især lavet aktiviteter, som man kunne deltage i. Der var 10 og 20 kilometers cykelløb, barnevognsgåtur, løbe- og gåruter.
På plejecenteret kunne man deltage i stolegymnastik, rollatorforhindringsbane og kørestolsringridning.
Ved skolen havde børnehaven lavet en flot motorikbane. “Globen” havde arrangeret en cykelrute med dualcykler.
De forskellige motionsruter sluttede ved Aalestrup Skole og Aalestrup Idrætscenter, hvor der var frugt og vand til deltagerne.
Inden dagen sluttede fik alle deltagere et motionsdiplom, der i dagens anledning var underskrevet af borgmester Per Bach Laursen.

Lokalt netværk
Ideen til den fælles motionsdag er opstået i det uformelle kulturnetværk ”Kulturfællesskaber på tværs”.
Netværket blev dannet i forbindelse med “Kulturugen 10” sidste år. Udover de deltagende institutioner er Aalestrup Kirke, Biblioteket Aalestrup, Aalestrup Bio, Galleri Aalestrup også med i netværket.
I slutningen af oktober mødes netværket for at evaluere dagen, men også for at begynde planlægningen af Kulturugen i 2024.

Del
Vil du læse mere af
Hanne Monrad
Se alle artikler
Kommentér

Vil du læse mere af Hanne Monrad

HAR DU IKKE MODTAGET VESTHIMMERLANDS AVIS?

Udfyld denne elektroniske formular til Budnet, hvis du bor i Aalestrup by eller syd for Aalestrupklik her!

Du er også velkommen til at kontakte deres kundeservice på tlf. 99 12 83 31 i dette tidsrum mandag-torsdag kl. 8.00-14.00 og fredag kl. 8.00-12.00.

Udfyld denne elektroniske formular til Nordjyske Distribution, hvis du bor nord for Aalestrup eller i Klejtrup områdetklik her!

Du er også velkommen til at kontakte dem på reklamation@dnmh.dk eller ringe til deres kundeservice på tlf. 99 35 34 50 i dette tidsrum fredag kl. 8.00-14.00 og mandag kl. 9.00-12.00.
Husk at budene tilknyttet Nordjyske Distribution omdeler aviserne frem til torsdag kl. 19.00!