Vognsild-jubilæum blev en stor succes

Der var fulde huse til Vognsild 50 års jubilæums byfest.

VOGNSILD: Der var rekordmange deltagere, gensyn med gamle klubkammerater og masser af frivillighed, da Vognsild Idræts- og Boldklub og byfesten i år begge kunne fejre 50-års jubilæum.
Fra onsdag til lørdag var der aktiviteter på programmet, og opbakningen fra både byens nuværende og tidligere beboere var stor.

-Det gik langt over forventning. Til vores bankospil havde vi 73 deltagere og fik udsolgt af plader. Det er aldrig sket før, siger Lone Jensen, som har været tovholder på en stor del af arrangementet.

Hun har selv boet i Vognsild i 20 år, men kalder sig stadig tilflytter.
De første år var hun med til byfesten som gæst. Hun har været med til at arrangere byfesten i 17 år, og årets jubilæumsfest blev noget helt særligt.

-Jeg tror ikke, noget kunne være gået bedre hverken fra vores side eller gæsternes. Alt kørte bare på skinner og passede sammen, og stemningen på pladsen var bare så god, siger hun.

Mere end 120 til grill
Til bilorienteringsløbet onsdag deltog 15 biler.
Fredag var flere end 120 mødt op til grillarrangementet, og lørdag blev jubilæet rundet af med fællesspisning, hvor 84 satte sig til bords.
Men det er ikke kun antallet af deltagere, der glæder Lone Jensen. Det er i høj grad stemningen og fællesskabet.
For byfesten blev også et eksempel på, hvordan et lille lokalsamfund kan få nye og gamle beboere til at mødes.

-Jeg kunne se, at tilflyttere sad og lyttede til dem, der altid har boet her. Tilflytterne sad også og talte om, hvor velkomne de følte sig. De kender jo ikke nogen, men folk snakkede jo med dem og fortalte om de alle de ting, der er omkring Vognsild. Det er bare sådan noget vi, kan i vores lille lokalsamfund, siger Lone Jensen.

Der var mange gensyn og deling af minder til feten.
Et af dem var en gammel fodboldtrøje, som Jens Ole Christensen var hjemme og hente for at vise, han i hvert fald stadig kunne passe den.

-Det fik han bevist, selvom den måske sad lidt strammere end dengang, siger Lone Jensen.
På banen var kamp mellem Vognsild og Vester Hornum med god opbakning fra sidelinjen – inklusive Jens Ole Christensen.
Fredag stod skolelærere og pædagoger fra Vestrup i til begejstring blandt børnene, som syntes, det var sjovt at se deres lærere i en helt anden rolle.

Vognsild blev slået
Der blev også dystet på tværs af landsbyerne, da årets landsbyfest-dyst stod mellem Vognsild og Østrup.
Her trak Østrup det længste strå.

-Selvfølgelig ville vi gerne vinde på hjemmebane. Men når de nu fik lov at vinde, kan det være, de inviterer os til revanche, så det måske kan gå på tur, siger Lone Jensen.

En fest af den størrelse kommer dog ikke af sig selv.
Bag arrangementet ligger hundredvis af timers planlægning og en lang række frivillige kræfter.

-Jeg har nok brugt flere hundrede timer på at arrangere den, men det er det hele værd, når man sidder søndag eftermiddag og ser, hvor godt det har været. Det er sammenhold og frivillighed, der gør det muligt at skabe sådan en fest, siger Lone Jensen.

En af dem, der bidrog til at fortælle historien om klubben, var Per Rask. Han var med til at starte Vognsild Idræts- og Boldklub for 50 år siden, og inden fællesspisningen lørdag tog han alle med på en tur med ad “memory lane” med sjove og spændende historier fra dengang.
Efter fire dage med aktiviteter, fællesskab og gensyn kunne arrangørerne se tilbage på en 50 års jubilæumsfest, der viste, at sammenholdet i Vognsild lever i bedste velgående.

-Bare det at gå rundt på pladsen, mærke stemningen og se, hvor glade folk er, så er jeg slet ikke i tvivl om, at det er det værd, siger Lone Jensen.

Del
Vil du læse mere af
Ture Damtoft
Se alle artikler
Kommentér

Vil du læse mere af Ture Damtoft

HAR DU IKKE MODTAGET VESTHIMMERLANDS AVIS?

Udfyld denne elektroniske formular til Budnet, hvis du bor i et af følgende postnumre 8832, 9620, 9631, 9632klik her!

Send en mail til Nordjyske Distribution på reklamation@dnmh.dk, hvis du IKKE bor i ovenstående postnumre eller bor nord for Aalestrup/i Klejtrup området.

Husk at budene tilknyttet Nordjyske Distribution omdeler aviserne frem til torsdag kl. 19.00!