Besøgende kan opleve livet i jernalderen
MØLDRUP: Frem til lørdag inviterer Hvolris Jernaldercenter hele familien på en rejse tilbage i tiden.
Her kan man opleve den magiske stemning på Hvolris, møde jernalderlandsbyens beboere og prøve en spændende skattejagt.
Lyden af knitrende bål, duften af røg og den kølige efterårsbrise blander sig med de varme gyldne nuancer i skovene omkring Hvolris, hvor vikinger og jernalderfolk fortæller om dagligdagens gøremål, og svarer på spørgsmål om, hvordan man levede for tusind år siden.
For de eventyrlystne er buebanen åben, hvor både børn og voksne kan udfordre hinanden i en spændende dyst.
Der er også en sjov og lærerig skattejagt, der fører skattejægerne gennem 8000 års historie fra bondestenalderen til vikingetiden. Skattekortet guider dem gennem Hvolris’ naturskønne landskab omgivet af får og geder, hvor man undervejs skal løse opgaver for til sidst at møde den mystiske vølve – Hvolris’ troldkvinde.
– En vølve kan være skræmmende, for hun kan tale med ånder og guder, men vores er heldigvis meget sød. Det er hos hende, skattejægerne får deres velfortjente præmie, siger Hanne Sørensen, daglig leder af Hvolris Jernalder.
Uanset om man vil udforske skattejagten, opleve livet i jernalderen eller blot nyde stemningen ved bålet, så er der masser af muligheder for at nyde den friske efterårsluft og lidt kvalitetstid med hinanden på Hvolris Jernalder.