VESTHIMMERLAND: Efter flere år med skolesammenlægninger og skolelukninger i Vesthimmerlands Kommune peger pilen muligvis den anden vej.
På byrådsmødet forleden besluttede politikerne enstemmigt at afskaffe kravet om, at kommunens mindre skoler skal have mindst 75 elever for at undgå lukning. Reglen blev indført i 2023 som en del af en større skolestrukturændring. Dengang besluttede byrådet at lukke skolerne i Vester Hornum, Ranum og Ullits, og indførte en regel om, at skoler med færre end 75 elever to skoleår i træk skal lukkes.
Nu er reglen fortid.
Baggrunden er en henvendelse fra skolebestyrelsen på Vestrup Skole, der sammen med Gedsted Skole har ligget tæt på den kritiske grænse.
Bestyrelsen og forældrene ved Vestrup Skole har kæmpet for skolens overlevelse og fremtid. Fredag var der da også en meget god stemning blandt personalet.
-Der er smil på i dag, men ellers er det jo bare en almindelig skoledag, sagde skoleleder Sonja Paulin Antonsen.
Psykologisk tryghed
For Karen-Marie Gram Olesen, der står i spidsen for skolebestyrelsen på Vestrup Skole, er beslutningen en vigtig anerkendelse af skolens arbejde.
-Det betyder en psykologisk tryghed. Vi kan med ro i sindet forklare omverdenen, at det ikke er tallet 75, der er afgørende. Det betyder, at faglighed og høj trivsel vægter højere end et bestemt elevtal. Vi kan fortsætte det arbejde, vi allerede gør, uden hele tiden at have elevtallet hængende over hovedet, siger Karen-Marie Gram Olesen.
På Vestrup Skole er elevernes trivsel højere end i kommunen og på landsplan, og fraværet er betydeligt lavere.
Det er den såkaldte kompetencedækning også, hvilket betyder, at færre undervisningstimer dækkes af lærere, som er uddannet til det specifikke fag.
-De er stadig uddannede lærere, men har ikke nødvendigvis haft faget som linjefag. Der er mindre fokus på det nu, især i de mindre klasser, siger skoleleder Sonja Paulin Antonsen.
-På Vestrup Skole er der undervisning fra 0. til 6. klasse, og løbende tilsyn, faglige resultater, trivselsmålinger og udviklingssamtaler viser, at skolen lever op til kravene – som altså lige er blevet reduceret.
Vi føler os forstået og værdsat som en lille skole, og det er dejligt at blive bekræftet i, at vi også opleves som en vigtig del af skolevæsenet i Vesthimmerlands Kommune, siger Sonja Paulin.
Faglighed og trivsel
Afskaffelsen af kravet om 75 elever gælder for alle skoler.
Reelt har det dog kun betydning for Gedsted og Vestrup skoler.
-Vi vælger at fjerne regelen, fordi vi kører med et lighedsprincip. I dialogmøder med skolebestyrelserne, kunne Gedsted godt se sig i det. I forhold til at Vestrup Skole siger skolebestyrelsen, at der er familier, som fravælger dem på grund af den regel. Jeg håber, at de på et tidspunkt kommer og siger, at det oplever de ikke længere. Opgaven er klar og tydelig. I skal drive en god skole for de børn, som går på skolen, og have nogle amtioner og drømme, så det ikke er en frygt for at blive lukket, der fylder, siger Signe Nøhr, formand for byrådets børne- og familieudvalg.
Det vil skolen gøre, forsikrer skolebestyrelsens formand.
-Vi kan med ro i sindet forklare omverdenen, at det ikke er tallet 75, der er afgørende, og at faglighed og høj trivsel vægter højere end et elevtal. Vi vil som hidtil arbejde fremad, og så skal vi fortsat promovere, hvad Vestrup Skole & LBO er god til. Det betyder forhåbentlig, at flere forældre vil vælge vores skole til deres børn, siger Karen-Marie Gram Olesen.
Ikke en garanti
Hun roser den demokratiske proces omkring ophævelsen af elevtalskravet.
-Jeg anerkender demokratiet og de politiske holdninger i byrådet. De har truffet en god og faglig beslutning, som viser, at vi i Vesthimmerlands Kommune også har plads til de mindre byer og skoler og de kvaliteter, som vi har at tilbyde både dem, som bor her nu, og dem, som kunne tænke sig at flytte til området, siger Karen-Marie Gram Olesen.
At der blev lyttet bekræfter Signe Nøhr, der dog peger på, at debatten i denne omgang kun omhandlede kravet om elevtallet:
-Vi har diskuteret om en regel om elevtal skulle ophæves. Det er ikke et spørgsmål om skolelukninger, vi har behandlet. Det politiske landskab kan forandre sig, og det er ikke en garanti. Vi træffer den beslutning, fordi det var et ønske fra Vestrup Skole, og beslutningen viser en velvillighed til at lytte, siger hun.
Luknings-regel for skoler er fortid i Vesthimmerland


