Nyt tværfagligt team: Aalestrup Skole styrker den åbne rådgivning

Tværfagligt team styrker den tidlige indsats på Aalestrup Skole. Fra venstre fysioterapeut Lise Stensgaard, CBU Vesthimmerland, skolepsykolog Lasse Ditman Bach, CPP Vesthimmerland og børne- og ungerådgiver Albiona Maliqi, Børne- og Familierådgivningen.

AALESTRUP: Fra denne uge får forældre og fagprofessionelle på Aalestrup Skole adgang til en styrket udgave af skolens åbne rådgivning. Torsdag 27. august blev den første åbne rådgivning med et nyt tværfagligt team holdt.
Tilbuddet varetages af børne- og ungerådgiver Albiona Maliqi fra Børne- og Familierådgivningen, skolepsykolog Lasse Ditman Bach fra CPP Vesthimmerland og fysioterapeut Lise Stensgaard fra CBU Vesthimmerland.
Den åbne rådgivning holdes én gang om måneden på skolen og giver mulighed for gratis og anonym sparring om børn og unges trivsel, udvikling og deltagelse i fællesskaber. Tilbuddet er rettet mod skolens forældre og fagprofessionelle og skal gøre det nemt at få kvalificeret vejledning tæt på barnets hverdag.
Baggrunden for udvidelsen er et ønske om at møde børn og familier med et bredt og helhedsorienteret blik. Børns trivsel, læring, sociale relationer, motoriske udvikling og familieliv hænger ofte tæt sammen, og derfor kan det være værdifuldt at samle flere faglige perspektiver omkring de spørgsmål og bekymringer, som kan opstå i et barns hverdag.
Den nye model giver familier og fagprofessionelle mulighed for at møde flere fagligheder på én gang. Det skaber et bredere grundlag for at forstå barnets situation og finde de indsatser, der bedst understøtter barnets trivsel, udvikling og deltagelse i fællesskabet.
– Vi ønsker, at hjælpen skal være let tilgængelig og tæt på familiernes hverdag. Samtidig oplever vi, at de spørgsmål, som børn, forældre og fagprofessionelle står med, ofte kalder på flere perspektiver. Når vi samler forskellige fagligheder omkring den åbne rådgivning, får vi bedre mulighed for sammen med familien at forstå det, barnet kalder på, og finde veje, der styrker barnets trivsel, udvikling og deltagelse i fællesskabet, siger skoleleder Jesper Poulsen.
Den åbne rådgivning er anonym, og der oprettes ikke automatisk en sag som følge af en henvendelse. Tilbuddet skal først og fremmest give mulighed for sparring, vejledning og afklaring af spørgsmål om barnets trivsel, udvikling, læring og deltagelse i fællesskaber.
Den åbne rådgivning holdes én gang om måneden og man kan booke tid via skolens AULA.
Ordningen er en del af Vesthimmerlands Kommunes arbejde med tidlig indsats, forebyggelse og tværfagligt samarbejde til gavn for børn, unge og familier.

Del
Vil du læse mere af
Redaktionen
Se alle artikler
Kommentér

Vil du læse mere af Redaktionen

HAR DU IKKE MODTAGET VESTHIMMERLANDS AVIS?

Udfyld denne elektroniske formular til Budnet, hvis du bor i et af følgende postnumre 8832, 9620, 9631, 9632klik her!

Send en mail til Nordjyske Distribution på reklamation@dnmh.dk, hvis du IKKE bor i ovenstående postnumre eller bor nord for Aalestrup/i Klejtrup området.

Husk at budene tilknyttet Nordjyske Distribution omdeler aviserne frem til torsdag kl. 19.00!