Aalestrup: Nye fællesskaber – med hjælp fra biblioteket

I Aars er der etableret et "Mandefællesskab" på biblioteket. Måske kan det udbredes til de øvrige biblioteker i Aalestrup, Farsø og Løgstør.

AALESTRUP: Hvis man har lyst til at være sammen med andre om en særlig aktivitet eller interesse, så er der mulighed for at få hjælp hertil gennem biblioteket i Aalestrup.
I løbet af september inviterer Vesthimmerlands Biblioteker til åbne møder om nye fællesskaber. I Aalestrup foregår det tirsdag, 15. september om eftermiddagen i Knabergården. Her kan man komme med idéer til nye fællesskaber, høre mere om allerede eksisterende fællesskaber og møde andre, der også har lyst til at være en del af noget større.
Marie Blankenberg Schmidt fra biblioteket vil gribe deltagernes idéer og hjælpe med at søsætte dem i et fællesskab. Det kan f. eks. være om surdej, vandring i naturen, poesi, Lego eller noget helt andet.

Mange muligheder
Marie Blankenberg Schmidt er bibliotekets fællesskabskoordinator. Hendes lyst til at arbejde med fællesskaber begyndte, da hun på sine udlånsvagter talte med flere lånere, der uafhængigt af hinanden fortalte om interesser og aktiviteter, som de ønskede at dyrke i fællesskab med andre. Da der var flere, der udtrykte samme ønske, satte Marie Blankenberg Schmidt dem i kontakt med hinanden, hjalp med at afstemme forventninger, vælge tid og sted, og sprede budskabet. Sådan er for eksempel “Hæklefællesskabet”, “Det kreative håndarbejdsfællesskab” og “Mandefællesskabet” i Aars blevet til.
Derudover huser bibliotekerne også brætspils- og reparationscaféer, læseklubber, romantasyklub, ungeambassadørerne og kreaklubber for strik og papirklip.
 
Præstationsfrit
Et af de fællesskaber som Marie Blankenberg Schmidt er særlig stolt af, er “Mandefællesskabet”. De mødes hver tirsdag formiddag på biblioteket i Aars til en kop kaffe, og af og til drager de ud af huset eller holder oplæg for hinanden om noget, der interesserer dem. Vigtigst er dog fællesskabet og den gode snak rundt om bordet. Mændene tager gerne imod nye deltagere, så hvis man er nysgerrig, er man velkommen til at komme og hilse på.
Sociale relationer har stor indflydelse på trivsel og livskvalitet, og derfor er det vigtigt med forskellige tilbud til forskellige mennesker.
– På biblioteket vil vi gerne være et kulturtilbud, som mange har lyst til at bruge, og derfor vil vi med de åbne møder gerne i dialog med borgerne i lokalsamfundet, så vi kan udvikle de tilbud, der skaber bedst mulig værdi for lige præcis dem, siger Marie Blankenberg Schmidt. 
Hun fortæller om bibliotekets rolle:
– Biblioteket understøtter fællesskaber ved at være et levende kulturhus, som alle kan bruge. Her er lys og varme og gratis te og kaffe. Der er ingen krav, og man skal ikke præstere eller vurderes. Man kan komme alene eller koble op med andre, man kan fordybe sig, og man kan blive, så længe man vil, siger Marie Blankenberg Schmidt.
Der er fire biblioteker i Vesthimmerlands Kommune. På Farsø Bibliotek holdes møde om fællesskaber 1. september. 8. september er det på Løgstør Bibliotek, 15. september på Aalestrup Bibliotek og 22. september på Aars Bibliotek. 

Maria Blankenberg Schmidt vil samle trådene omkring nye fællesskaber på biblioteket.
Del
Vil du læse mere af
Redaktionen
Se alle artikler
Kommentér

Vil du læse mere af Redaktionen

HAR DU IKKE MODTAGET VESTHIMMERLANDS AVIS?

Udfyld denne elektroniske formular til Budnet, hvis du bor i et af følgende postnumre 8832, 9620, 9631, 9632klik her!

Send en mail til Nordjyske Distribution på reklamation@dnmh.dk, hvis du IKKE bor i ovenstående postnumre eller bor nord for Aalestrup/i Klejtrup området.

Husk at budene tilknyttet Nordjyske Distribution omdeler aviserne frem til torsdag kl. 19.00!