AALESTRUP: Når eleverne på Aalestrup Skole ser de grønne huer og kasketter i skolegården, ved de, at der er leg på programmet.
Det betyder nemlig, at skolens Legepatrulje er klar til at skabe aktivitet, fællesskab og smil i frikvarteret.
Tre gange om ugen står en gruppe engagerede elever fra mellemtrinnet klar til at sætte lege og aktiviteter i gang for skolens yngste elever. Legepatruljen er en del af Dansk Skoleidræts landsdækkende koncept, hvor elever uddannes til at være igangsættere og rollemodeller for deres kammerater.
På Aalestrup Skole er det lærer Dorte Christensen, der sammen med eleverne har været med til at gøre Legepatruljen til en fast og populær del af hverdagen.
Legepatruljen handler om mere end leg og bevægelse. Når store og små elever mødes på tværs af klassetrin, opstår der nye relationer og stærkere fællesskaber. De yngste elever får trygge rollemodeller at spejle sig i, mens de ældre elever oplever glæden ved at tage ansvar og gøre en positiv forskel for andre.
-Det er tydeligt at mærke, hvor meget de yngre elever glæder sig til aktiviteterne. Mange af dem søger fællesskabet med de store elever, og det skaber nogle værdifulde relationer på tværs af skolen, siger Dorte Christensen.
Legepatruljen er særligt populær blandt de yngste elever, som flittigt møder op, når der inviteres til fælles leg. Samtidig får patruljens medlemmer mulighed for at udvikle kompetencer som samarbejde, ansvarlighed, lederskab og initiativ, når de planlægger og gennemfører aktiviteterne.
På den måde bliver Legepatruljen et levende eksempel på, hvordan trivsel og fællesskab skabes gennem aktiv deltagelse. Ikke gennem store kampagner eller projekter, men i de små møder i hverdagens frikvarterer, hvor børn inviterer andre børn med i legen.
Som en anerkendelse af elevernes store indsats gennem skoleåret blev Legepatruljen for nylig inviteret på pizzaria. Her kunne de fejre endnu et år med frivilligt engagement masser af gode oplevelser i skolegården.
-Måske er det Legepatruljens største styrke, at børn ofte er de allerbedste til at få andre børn med i legen. Selv om vi voksne nu også gør vores bedste, siger Dorte Christensen.
Legepatrulje styrker fællesskab på Aalestrup Skole


