Knaberrevy med alle røde lygter tændt

En række muntre indslag fik latteren til at rulle.

KNABERFEST: Alt var på plads, da publikum indtog sæderne til premieren på årets Knaberrevy. Igennem et par måneder har aktører og hjælpere haft travlt med at få det hele på plads og tirsdag aften, i sidste uge, var alt klappet og klart.
– Der er rigtig meget, der skal passes ind, siger formand for Musik- og Teaterforeningen Membranen, Poul Hjul Andersen.
– Vi skal have teksterne, musikken og ikke mindst aktører og scenefolk på plads – men det hele lykkedes, så alt blev klar – og publikum har igen modtaget vores revy meget positivt. Der var hurtig gang i billetsalget og der blev igen spillet tre forestillinger for fulde huse.
Publikum morede sig fra først til sidst – ”Hvor er de dygtige!”, “Sikke nogle sangstemmer”, ”Det er en revy på et højt niveau”. Sådan lød nogle af ordene, efter publikum havde overværet årets revy på Knaberscenen i Aalestrup.
I år var der stor besætning på scenen med 10 dygtige skuespillere, og til at bakke dem op var der et dygtigt tre mands orkester.
– Vi har så mange dygtige skuespillere og musikere, der gerne vil være med. Det er jo luksus med sådan et hold, siger instruktør Lisa Bjørn, og nævner, at alle er så engagerede. Det har været en stor glæde at arbejde med dette hold i år.
– I mange år var jeg lidt nervøs før premieren, om publikum nu kunne lide det vi har sammensat, og om aktørerne kunne præstere deres yderste. Det har jeg slet ikke været i de senere år. Det er så dejlig en oplevelse, og jeg føler mig helt tryg ved vores skuespillere og orkester. Det hele har fungeret helt perfekt. Også vore dygtige hjælpere med lys, lyd, scenografi og påklædning har ydet en stor indsats, siger Lisa Bjørn.

Fantastiske sangere
Det er ikke bare dygtige skuespillere, alle på holdet er gode sangere og det får publikum helt ind under huden, når holdet synger nye tekster til kendte sange.
Hele revyen, fra først til sidst, var et væld af muntre tekster, og ikke mindst morsomme udklædninger, som publikum morede sig godt over.
Programmet bød på en række numre, iblandt nogle ”shorties” leveret med humor. De forskellige numre føg over scenen og vekslede med sjove sketches, sange, og muntre indslag om livet i Aalestrup og andre steder.
Alle gjorde det bare så godt, og man kom i numrene også ind på en række af steder og historier fra byen gennem året – selvfølgelig med jordhotel, byens kunst, tilflytning til byen, hyldest til flere, bl.a. Connie og Svend fra Biksen fik et varmt farvel – en hyldest til Sidsel Strøm Andersen, som er med i mange ting – og som er blevet en af byens ” stærke kvinder” – og meget mere!
En sjov gimmick var også med igen i år. I et af numrene søgte man frivillige til Knaberkomiteen og der fik man da lige publikum ”op af stolene”, men som alt andet, blev det levereret på en fantastisk sjov måde.
Publikum morede sig bravt aftenen igennem og takkede da også med stor applaus til de dygtige skuespillere og orkester,
– Vi er glade for, at publikum igen har taget godt imod vores revy. Det er dejligt med så dygtigt et hold og at vi har nogle gode tekstforfattere, som er leveringsdygtige hvert år, siger Lisa Bjørn.
Tekstforfatterne er Ejner Noe, Vagn Reitz, Poul Hjul Andersen, Janne Worm, Sidsel Strøm Andersen, og Trine Nielsen.

Del
Vil du læse mere af
Hanne Monrad
Se alle artikler
Kommentér

Vil du læse mere af Hanne Monrad

HAR DU IKKE MODTAGET VESTHIMMERLANDS AVIS?

Udfyld denne elektroniske formular til Budnet, hvis du bor i et af følgende postnumre 8832, 9620, 9631, 9632klik her!

Send en mail til Nordjyske Distribution på reklamation@dnmh.dk, hvis du IKKE bor i ovenstående postnumre eller bor nord for Aalestrup/i Klejtrup området.

Husk at budene tilknyttet Nordjyske Distribution omdeler aviserne frem til torsdag kl. 19.00!