Verdenskortet har udvidet med ny mulighed
KLEJTRUP: For nylig fandt en hundelufter en guldskat nær Rold. Men også andre steder i Himmerland er det muligt at finde det værdifulde metal, nemlig ved Verdenskortet i Klejtrup.
Årets nyhed ved den smukt beliggende attraktion er således et stykke jord, hvor energiske børn og voksne kan grave efter guld.
Området rummer dels nogle “guldbarrer”, ikke af guld, men med en påtrykt værdi op til 1000 kroner. Og de kan veksles til kontanter eller bruges i butik og café.
Dels ligger der faktisk en lille klump ægte guld, ikke meget større end en ært. Med de nuværende guldpriser er den også omkring 1000 kroner værd.
Guldgraver-marken blev taget i brug, da sæsonen åbnede, og det var populært.
Verdenskortet har åbent fra 1. april til 25. oktober – men har også åbent hele året, forklarer Britta Vestfal, vicedirektør og daglig leder:
– Vi har selskabslokaler, mad ud af huset og mødefaciliteter, der er åbne hele året. Men selve kortet passer vi på ved at lukke det i vinterhalvåret.
Gederne Mette
For dem, hvis besøg på Verdenskortet måske ligger årtier tilbage, vil stedet nok overraske: Det rummer langt mere end blot det kort, som Søren Poulsen tog fat på i 1943.
Hans tidligere bolig er omdannet til selskabslokaler, caféen med salg af entrébilletter og souvenirs rummer to store mødelokaler – det ene med Verdens bedste udsigt, som Britta Vestfal smilende siger – og dertil store grønne arealer med geder og æsler foruden masser af borde og bænke.
Alle omkring 40 geder hedder Mette, både hunner, hanner og kid:
– Søren Poulsen havde tre-fire stykker. Den første hed Mette, og han kunne ikke rigtig se forskel på dem, da han fik flere, så han kaldte dem alle Mette. Og det gør vi fortsat, forklarer Britta Vestfal.
En minigolfbane er ligeledes at finde.
Gamle lege
Også et stort areal med gamle lege som “gå til Island efter sild” og hestesko er populært. Naturligt blandt børn, men også hos de firmaer, der arrangerer teambuilding i Klejtrup.
At Søren Poulsen overhovedet kom i gang med kortet beroede på lidt af en tilfældighed:
Under Besættelsen blev det besluttet at afvande engene omkring hans husmandssted. Frem dukkede en sten, der akkurat lignede Jylland i faconen:
– Gennem mange år var han blevet spurgt om, hvor stort det der Amerika egentlig er, sammenlignet med Danmark. Han havde boet i 20 år derovre, fortæller Britta Vestfal.
– Så fik han ideen om at bruge stenen Jylland til at vise størrelsesforskellen.
Ideen greb om sig, og i løbet af de næste fem-syv år samlede og fordelte han sten, så verdenskortet opstod. Hver vinter blev de kørt ud på en slæde, og når isen smeltede, vippede Søren Poulsen stenene på plads.
– Mange lokale kiggede forbi og syntes måske, at ideen var lidt underlig. Megen hjælp fik han ikke, siger Britta Vestfal.
20 år i Amerika
Søren Poulsen var født på stedet, blev udlært tømrer og sejlede en tid, inden han som 20-årig i 1908 udvandrede til USA. Uden at blive styrtende rig gik det ham godt derovre, men da forældrene blev syge i 1928 vendte han hjem og overtog husmandsstedet.
Han havde penge nok til ikke at behøve lønarbejde, fordi hans levevis var meget spartansk.
I stedet gik han i gang med forme jorden efter sit eget hovede. Således blev en bakke vendt, så den passede bedre til en lille æbleplantage. Han anlagde også fodbold- og håndboldbane, som blev skænket til den lokale idrætsforening.
Verdenskortet blev hans store projekt. Det lå nogenlunde færdigt omkring 1950, men frem til sin død i 1969 arbejdede han på at forbedre det. Hver vinter håndmalede han skilte med de mange nationers flag.
– I 1950’erne begyndte folk at få bil, og Verdenskortet blev et stort udflugtsmål. Op imod 30.000 gæster kom hvert år, og Søren begyndte at tage entré – 25 øre, siger Britta Vestfal.
Kortet har den krølle, at den nordlige halvkugle er markeret to steder. Det løser det problem, at en rund kugle er svær at flade ud. Søren Poulsen lagde vægt på, at størrelsesforholdene er korrekte, og kortet angiver også de største floder og søer.
Som ungkarl efterlod han sig ingen børn, og i stedet tog brorsønnen Helge Poulsen og hustruen Othilie over.
Deres datter Lisbeth og hendes mand Flemming Cassøe førte kortet videre fra 1988, inden deres søn Søren Cassøe blev ejer i 2021.
De to generationer Cassøe har udvidet og udviklet stedet, der i dag har omkring 50.000 gæster om året.
En del af dem er konfirmationsgæster – en rigtig travl søndag betyder op til 28 konfirmationer, de fleste som mad ud af huset. Tidligere i år overtog Verdenskortet også caféen i Klejtrups idrætshal:
– Det er nemmere at passe ind, end hvis hallen skal finde en bestyrer, forklarer Britta Vestfal.
Hun leder en medarbejderflok på omkring 40 i sommerhalvåret, hvoraf cirka 10 arbejder hele året med især pasning af dyr og de mange selskaber og møder.
At Verdenskortet har adresse på Søren Poulsens Vej er ganske passende: Vejen ligger på den eng, Søren Poulsen afvandede i 1940’erne. Så han har faktisk selv skabt vejen – foruden Verden.


