Knaberfesten holdes igen efter to års pause

I stedet for Tivoli vil der i år blive sjove aktiviteter på pladsen.

Men der er mange udfordringer inden byfesten igen holdes

AALESTRUP: Efter en pause på to år, på grund af Corona-restriktioner, er Knaberkomitéen igen trukket i arbejdstøjet. 
Det har komitémedlemmerne været et stykke tid, og på det seneste møde i sidste uge blev programmet sammensat – i store træk. 
Som det er en tradition, bliver byfesten også i år gennemført i ugen op til Pinse, og med det helt store program lørdag og søndag.  
Normalt begynder tilrettelægning af næste års fest allerede lige efter sommerferien, men i år trak man det helt til januar for at være sikker på, at der var en stor mulighed for at kunne gennemføre festen i år. 
Så i år har komiteen haft ekstra travlt med at få nedsat en Knaberkomité. 

Det regerende Knaberpar, Knaberdronning Anna Laustsen og Knaberpige Michelle Søndergaard Nielsen, indkalder til møderne og komitéen mødes samlet eller i udvalg for at få tingene på plads og ikke mindst at få samling på alle de hjælpere, der skal til for at få Knaberfesten til at lykkes på bedste måde.
Anna Laustsen og Michelle Søndergaard Nielsen har fået lov til at være regentpar siden den seneste fest i 2019, men står e for udskiftning, når der skal kåres et nyt regentpar i 2022. 

Formanden for Knaberkomitéen, Torben Halkjær, oplyser, at man nu er ved at have de forskellige aktiviteter på plads. Der mangler blot de sidste aftaler og finpudsning af programmet. 

Knaberkomitéen 2022
Knaberkomitéen for festen 2022 består, udover Knaberparret, af Torben Halkjær, Lars T. Jensen, Anne-Marie Sørensen, Hanne Ebdrup, Rosa Nørskov, Poul Pedersen, Frederikke Nielsen, Sidsel Strøm Andersen, Janne Worm, Hanne Monrad, Morten Nielsen og Lars Jensen som er kasserer. 

Knaberfesten bliver den 54. i rækken. Hvis ikke der havde været aflysninger de seneste to år, havde man kunnet fejre den 56. Knaberfest, som siden starten i 1967 har været holdt hvert år. 

Det første programpunkt er Knaberbanko, hvortil byens og egnens firmaer og butikker sponserer  gaver, og ugen efter bliver der, i samarbejde med Aalestrup Menighedsråd arrangeret koncert i kirken, hvor også i år medvirker kirkens dygtige voksenkor. 
Og så kommer det til at gå slag i slag i Pinseugen med bl. a. fodbold, cykelløb og Knaberløb. Den tidligere Knaberkonge Ejner Noe vil igen i år arrangere en byvandring, som indtil videre er en hemmelighed, men et er sikkert, han skal nok finde på noget helt specielt og interessant til turen for de ”glade vandrere”. 

Fest i byen 
Festen onsdag aften er ligesom tidligere, henlagt til Torvet, hvor der er grillaften, musik og meget andet.  

– Vi er rigtig glade for at ”Byen i Byen” og ”Globen” igen har givet tilsagn om at lave det festlige sambaoptog, som de har gjort mange gange tidligere. Det er et kæmpearbejde, men alle glæder sig til det festlige syn, den festlige musik og de mange glade mennesker, der deltager, siger Torben Halkjær. 

Alle aktiviteter som hører Knaberfesten til, vil også blive gennemført i år, flere dog med ændringer.  
En af de store skuffelser bliver nok, at der i år ikke kommer et Tivoli på pladsen ved Aalestrup Idrætscenter. 

– En misforståelse med hensyn til vores kontakt med Tivoli, gjorde at de havde lovet sig væk til anden side, og da vi nok er de ”små” i den forbindelse, var der intet at gøre, siger Torben Halkjær. 

– Så gode råd var dyre, men nu er der truffet aftale om andre aktiviteter for de mindste, som forhåbentligt bliver lige så populært. 

Fredag, lørdag og søndag bliver en perlerække af festlige aktiviteter for hele familien, bl. a. med grisefest, børneloppetorv, damefrokost, ponyridning og kræmmermarked på den store plads ved idrætscenteret. 

Blomsteroptog 
Det bliver et festligt syn, når Knaberfestens optog bevæger sig rundt i byen, søndag, 5. juni. Temaet er i år bliver ”Blomsterfest” og der er jo variation af muligheder inden for dette univers. Og hvis det bliver som det plejer, vil kreativiteten folde sig ud, og de mange indslag vil hver især være en oplevelse. 

Søndag eftermiddag kåres et nyt Knaberpar. Knaberdronning Anna Laustsen og Knaberpige Michelle Søndergaard Nielsen takker af efter tre år, og et nyt par kåres af konferencier Per Bisgaard. 

– Vi har været kede af, at vi ikke kunne gennemføre Knaberfesten i 2020 og 2021. Men i år er vi klar igen med et brag af en fest i Pinsen og vi glæder os til at afvikle endnu en byfest med alt, hvad der hører sig til, men også med nye indslag. Så man kan godt begynde at glæde sig, siger Torben Halkjær.

Del
Vil du læse mere af
Hanne Monrad
Se alle artikler
Kommentér

Vil du læse mere af Hanne Monrad

HAR DU IKKE MODTAGET VESTHIMMERLANDS AVIS?

Udfyld denne elektroniske formular til Budnet, hvis du bor i Aalestrup by eller syd for Aalestrupklik her!

Du er også velkommen til at kontakte deres kundeservice på tlf. 99 12 83 31 i dette tidsrum mandag-torsdag kl. 8.00-14.00 og fredag kl. 8.00-12.00.

Udfyld denne elektroniske formular til Nordjyske Distribution, hvis du bor nord for Aalestrup eller i Klejtrup områdetklik her!

Du er også velkommen til at kontakte dem på reklamation@dnmh.dk eller ringe til deres kundeservice på tlf. 99 35 34 50 i dette tidsrum fredag kl. 8.00-14.00 og mandag kl. 9.00-12.00.
Husk at budene tilknyttet Nordjyske Distribution omdeler aviserne frem til torsdag kl. 19.00!