GEDSTED: Det var en lidt overvældet Tor Berg, der forleden, som den første af de nye elever på Gedsted Skole, gik gennem flagalléen for de nye 0. klasse elever. Det skete sammen med mor Charlotte og far Kenneth Berg.
Tor får 10 klassekammerater i 0. klasse og en klasselærer, som de alle kender – også de tre elever, som er kommet fra børnehaverne i Fjelsø og Skringstrup.
For at sikre en god overgang for de små poder, har Jannie Dalsgaard været en del på børnehuset Sangfuglen, og de tre elever, som ikke kommer fra Gedsted, har været på besøg flere gange.
Nu er skoleåret godt begyndt, og snart skal 0. klasse igang med violinundervisning, så forældrene om et lille års tid kan lægge øre til en skolekoncert.