Fest i pinsedagene med optog og musik
AALESTRUP: Umiddelbart efter sidste års Knaberfest i Aalestrup gik den nye Knaberkomité i gang med at forberede næste fest.
Siden efteråret har komitéen været samlet mange gange. Mange timer er lagt i arbejdet med at genoplive de gamle traditioner, der er forbundet med Knaberfesten i Aalestrup, men der er selvfølgelig også nye aktiviteter på programmet i år.
Det regerende Knaberpar, Lis Haugaard og Magnus Jensen, indkalder til møderne, og komitéen mødes samlet eller i udvalg for at få tingene på plads – og få samling på alle de hjælpere, der skal til for at få Knaberfesten til at lykkes på den bedste måde.
Komitéen består, udover Knaberparret, af formanden, Torben Halkjær, Lars Thomsen Jensen, Frederikke Nielsen, Sidsel Strøm Andersen, Morten Nielsen, Anne-Marie Sørensen, Rosa Nørskov, Jasmin Vinther, Hanne Ebdrup, Jørgen Østergaard, Martin Olsen, Per B. Mortensen, Hanne Monrad og Henning Als.
– Alle i komitéen har arbejdet på højtryk for igen at lave en fantastisk fest for byens borgere, siger formanden Torben Halkjær.
– Vi har allerede afviklet to af vores aktiviteter, Knaberrevy og bankospil, som begge blev en stor succes. Det tegner godt for resten af festen, såfremt opbakningen bliver lige så stor – det håber vi, siger formanden.
Om kort tid fortsætter festen for fuld udblæsning – allerede 1. juni er der koncert i kirken i samarbejde med Aalestrup Menighedsråd, og hele ugen bliver der afviklet et hav af arrangementer, som kulminerer med Kongeballet i teltet, søndag, 8. juni.
Årets program er offentliggjort, men der kan ske ændringer.
– Alle er ved at være klar med de forskellige aktiviteter, så vi glæder os til at aflevere endnu en god og varieret Knaberfest til alle i Aalestrup og omegn, siger Torben Halkjær.
