AALESTRUP: Thai suppe, thai mad med ris og nudel og thailandske forårsruller er kun en lille del af de retter, som mange i Aalestrup er blevet glade for.
For godt et år siden åbnede Kanyaphat Siansiribandit og Jens Vogn Pedersen det lille take-away hus på Busgaden i Aalestrup. Nu flytter de til større lokaler i Borgergade.
Allerede fra åbningen i august 2022 var der stor interesse for at prøve det asiatiske køkken, med lækre veltillavede retter og et yderst varieret spisekort med en række menuer.
Jens Vogn Pedersen og Kanyaphat Siansiribandit valgte at afprøve ideen med et take-away i et mindre omfang, for at se, om den kunne bære, og om borgere i Aalestrup ville støtte op om stedet. De lejede huset og indrettede det til et Thai Take-Away køkken med mange retter og specialiteter.
Kanyaphat Siansiribandit har stor erfaring med madlavning fra sit hjemland, hvor hun også har drevet et madsted med både take-away og med plads til spisende gæster.
Kanyaphat Siansiribandit kom til Danmark i 2013, hvor hun fandt sammen med Jens Vogn Pedersen fra Simested.
I tre et halvt år var Kanyaphat Siansiribandit ansat i pakkeriet hos Danpo A/S, men arbejdet her blev for hårdt for hendes helbred, og så dukkede tankerne og ideerne om et Thai køkken op. Muligheden var i Aalestrup – og nu er parret klar til at satse på et større sted.
Det var ikke muligt at spise maden på stedet i Aalestrup, men man kunne bestille og få det leveret ved døren til at tage med hjem.
Parret har i det forløbne år kun fået positive tilbagemeldinger, og mange har besøgt Di Thai for at købe mad.
-Thai-mad var jo nyt i Aalestrup, og vi håbede, at der kunne være plads til et alternativ til byens pizzariaer, siger Jens Vogn Pedersen.
Og det skulle vise sig, at det var der i den grad plads til.
Ønske om udvidelse
Succesen har været stor og pladsen blev efterhånden for trang, og med ønsket om, at få en restaurant tilknyttet, hvor gæsterne kunne nyde maden, har parret nu lejet lokalerne i ejendommen Borgergade 2, hvor der senest var pizzeria og for mange år siden, dametøjsforretningen Esther Nielsen A/S.
Det kulinariske står Kanyaphat Siansiribandit for, mens Jens Vogn Pedersen går til hånde med opvask, varekøb og hvad der bliver af forefaldende opgaver – ikke mindst at betjene og hygge om gæsterne.
Parrets 13-årige datter, Sasikarn, er også klar til at hjælpe forældrene i restauranten.
Parret overtog lokalerne i Borgergade for kort tid siden, og har været i gang med en større make-over. Blandt andet er der blevet malet overalt og indkøbt køkkenmaskiner, komfurer, køleskabe med videre.
-Det eneste der var i køkkenet var en vask, så vi har måtte købe alt til køkkenet, siger Jens Vogn Pedersen. Desuden er der købt nyt inventar og møbler til restauranten.
Onsdag, 11. oktober bliver dørene åbnet til den nye restaurant i Aalestrup, så parret har travlt med indretningen og med at få sat skilte op på facaden. Det er en opgave som den lokale kunstner, Poul Spanggaard er ”hyret” til.
-Vi har sidste åbningsdag på Busgaden, søndag, 8. oktober, for at få flyttet det sidste, siger Kanyaphat Siansiribandit og Jens Vogn Pedersen, som glæder sig til at byde kunder velkommen i den flotte nyindrettede restaurant.
På åbningsdagen lover de kaffe og thaikage til alle.