Året bød på 47 udrykninger

Branden på Getama i Gedsted 9. februar blev årets største opgave for beredskabet i Aalestrup.

Falcks Brandvæsen Aalestrup gjorde året op ved nytårsparolen

AALESTRUP: Traditionen tro har nuværende og tidligere brandmænd, med tilknytning til Falck-stationen i Aalestrup, været samlet til Nytårsparole.
Brandstationsleder Anders Liltorp bød velkommen med en særlig velkomst til veteranerne, som er trofaste til at møde op og få et par hyggelige timer med kollegialt samvær, hvor der bliver fortalt om årets gang, udvekslet minder, og hvor historier bliver genopfrisket.
Anders Liltorp bød også velkommen til områdeleder Niels Nørhave, som har overtaget stationerne i Himmerland efter Bjarne Jørgensen, som er gået på pension.
Om det forløbne år sagde Anders Liltorp:
– Falcks Brandvæsen i Aalestrup har haft 47 udrykninger i 2024, det er lidt mindre end de foregående år, men stadig inden for, hvad vi plejer at have.
– Vi har blandt andet kørt til en del bygningsbrande, hvoraf den største, var branden på Getama i Gedsted 9. februar, som var meget mandskabs og tidskrævende, og hvor vi fik assistance fra vores nabostationer.
– Vi har også oplevet en stigning i Automatiske Brandalarmer (ABA) 22 i alt, så de udgør næsten halvdelen af vores udkald i 2024.
– Vi har haft en redningsopgave, lidt bilbrande, forureningsopgaver og hjulpet nabostationer og ambulance med assistancer. Vi havde også et enkelt alvorligt færdselsuheld med personskade sidste år. Det er jo en del af vores job, men det er jo rarest, når vi kan undgå de alvorlige og voldsomme ulykker, både i forhold til, selvfølgelig dem det går ud over, men også for jer, som mandskab, som skal håndtere det, både under indsats, men også bagefter. Men I er heldigvis en godt sammentømret gruppe, der passer godt på hinanden og det betyder meget, understregede Anders Liltorp.
– Vi har også deltaget til arrangementer i vores dækningsområde, såsom byfest, spuling af festplads til Knaberfest, børnehavebesøg, spejdere mm.
– I stiller op, når der er brug for det og det er dejligt vi kan vise flaget og give nogle gode oplevelser, til både børn og voksne. Det sætter jeg rigtig stor pris på og det er vigtigt, vi bakker op om lokalsamfundet. Skal der laves noget her på stationen, dækkes en vagt på nabostation ved for eksempel en begravelse, står I også klar. Det er jeg meget taknemmelig for og I skal have en stor tak for det.
– Jeg vil gerne personligt og på Falcks vegne, give en kæmpestor tak til jer brandmænd, som altid er klar til at smide det I står med, når alarmen lyder. Uanset om det er på arbejde, under familiemiddagen eller om natten, hvor I sover, for at hjælpe folk i nød eller redde værdier. En stor tak til jeres familier og arbejdsgivere for at lade jer løbe, uden deres opbakning, ville vi ikke kunne have et robust beredskab.
– Vi har også en fin Facebook side, Falck Aalestrup – en del af Nordjyllands Beredskab, hvor alle kan følge med i hvad vi laver og kører til i løbet af året, så hvis I ikke allerede følger den, vil jeg da gerne opfordre jer til det. En særlig tak til Martin og Dennis som administratorer, som hele tiden holder siden ajour.
– På mandskabssiden har vi i 2024 sagt farvel til Katrine, som er flyttet til Aalborg, men fået tilgang af Sidsel Strøm Andersen og Rasmus Svendsen. Sidsel har afsluttet sin grund- og funktions uddannelse og indgår derfor fuldt ud som brandmand. Rasmus har gennemført grunduddannelsen og skal på funktionsuddannelse senere i år. I har allerede været med på en del udkald og er faldet godt til. Stort velkommen til jer begge. Vi er rimeligt godt dækket ind nu, men i dagtimerne, kan det godt knibe nogle dage.
– Vi afventer at få leveret en nyere sprøjte, det er den, som har kørt i Hobro, den er fra 2012 og er et rigtig fint køretøj til vores behov. Den skulle gerne ankomme her i løbet af første kvartal. Når vi har fået den pakket op, som vi gerne vil og fået kørt noget tilvænning for chaufførerne, bliver den sat i drift. Det ser jeg frem til.
– Vi har desværre mistet en tidligere brandmand og holdleder her på stationen, da Leo Nørskov døde.
Anders Liltorp sluttede sin beretning med at sige tak for indsatsen til brandmændene og deres familier, arbejdsgivere og samarbejdspartnere i 2024 og ønskede alle et godt og lykkebringende 2025.
Første brandøvelse i år er mandag 3. februar.

Del
Vil du læse mere af
Hanne Monrad
Se alle artikler
Kommentér

Vil du læse mere af Hanne Monrad

HAR DU IKKE MODTAGET VESTHIMMERLANDS AVIS?

Udfyld denne elektroniske formular til Budnet, hvis du bor i et af følgende postnumre 8832, 9620, 9631, 9632klik her!

Du er også velkommen til at kontakte deres kundeservice på tlf. 99 12 83 31 i dette tidsrum mandag-torsdag kl. 8.00-14.00 og fredag kl. 8.00-12.00.

Send en mail til Nordjyske Distribution på reklamation@dnmh.dk, hvis du IKKE bor i ovenstående postnumre eller bor nord for Aalestrup/i Klejtrup området.

Husk at budene tilknyttet Nordjyske Distribution omdeler aviserne frem til torsdag kl. 19.00!