Fjerde affaldsbeholder på vej i Vesthimmerland

Madaffald og drikkevarekartoner skal også sorteres

VESTHIMMERLAND: Alle husejere i Vesthimmerland får til august eller september en ny beholder til affald.
Det betyder, at man skal have fire beholdere i stedet tre, som i dag.
Vesthimmerlands Kommune og Vesthimmerlands Forsyning har sendt et e-Boks brev herom til alle borgere over 18 år i kommunen. I brevet fortælles, at borgerne fra januar 2023 skal sortere mere og bedre.
Helt konkret betyder det, at borgerne også skal sortere madaffald, mad- og drikkekartoner og blød plast fra husholdningsaffaldet. Senere i 2023 skal tekstilaffald også sorteres fra, og dermed er der 10 affaldstyper som skal sorteres. Det er papir, pap, glas, metal, plast, mad- og drikkekarton, madaffald, restaffald, farligt affald og tekstilaffald.

Direktør hos Vesthimmerlands Forsyning, Morten Aaby Nielsen, siger:

– I Vesthimmerland er vi gode til at sortere vores affald og derfor er vi sikre på, at borgerne også er klar til at sortere mere og bedre. Vi har nemlig brug for at genanvende flere af vores ressourcer, så vi kan passe bedst muligt på vores klima og miljø.

Bedre priser
For at øge genanvendelsen er det af byrådet besluttet, at borgerne i Vesthimmerland skal have en fjerde beholder til affaldssorteringen. Formålet med at holde affaldet adskilt i fire beholdere er at øge genanvendelsen, og at få de bedste afsætningspriser på affaldet. Det er altså den løsning, der giver den bedste balance mellem pris og miljø.

Den nye beholder bliver kørt ud til alle husejere i august eller september, men den skal først tages i brug i januar 2023. Nogle vil sikkert undre sig over, at de bliver leveret så lang tid inden den skal tages i brug. Og svaret herpå er ifølge Vesthimmerland Forsyning ganske enkelt: Det er blevet Vesthimmerlands tur i køen.

Det er nemlig sådan, at politikerne på Christiansborg har besluttet, at alle borgere i Danmark skal sortere husholdningsaffald i 10 affaldstyper.
Derfor har flere kommuner brug for flere beholdere inden årsskiftet og nu er det altså blevet Vesthimmerlands tur.
Da den nye beholder først tages i brug i januar 2023, må man gerne stille den til side til 2023.

En anden del af opgaven med affaldscontainere til indsamling af 10 fraktioner er de såkaldte affaldsøer ved rækkehuse og etageboliger.
Den ordning fortsætter og kapaciteten udbygges og tilpasses til de nye affaldstyper i løbet af efteråret 2022. Når de er udbygget, så vil de dog ikke umiddelbart være åbne. Efter planen træder den nye ordning i kraft i januar 2023. Indtil da vil de nye beholdere være aflåst.

Forsyningen oplyser, at der kommer mere information til alle adresser senere på året.
Har man andet materiel end standardsættet, som består af tre styk 240 liters beholdere, vil løsningen komme til at se lidt anderledes ud.

Del
Vil du læse mere af
Redaktionen
Se alle artikler
Kommentér

Vil du læse mere af Redaktionen

HAR DU IKKE MODTAGET VESTHIMMERLANDS AVIS?

Udfyld denne elektroniske formular til Budnet, hvis du bor i Aalestrup by eller syd for Aalestrupklik her!

Du er også velkommen til at kontakte deres kundeservice på tlf. 99 12 83 31 i dette tidsrum mandag-torsdag kl. 8.00-14.00 og fredag kl. 8.00-12.00.

Udfyld denne elektroniske formular til Nordjyske Distribution, hvis du bor nord for Aalestrup eller i Klejtrup områdetklik her!

Du er også velkommen til at kontakte dem på reklamation@dnmh.dk eller ringe til deres kundeservice på tlf. 99 35 34 50 i dette tidsrum fredag kl. 8.00-14.00 og mandag kl. 9.00-12.00.
Husk at budene tilknyttet Nordjyske Distribution omdeler aviserne frem til torsdag kl. 19.00!