Familier i Aalestrup og omegn fik ekstra til julen fra Røde Kors og Carpe Diem
AALESTRUP: Røde Kors i Aalestrup og den lokale forening Carpe Diem var igen i år fælles om at dele julehjælp ud i lokalområdet.
I år er der rigtig mange, der har søgt om lidt ekstra til at holde jul for, og de to foreninger kunne glæde 54 familier, heraf 113 børn, med en ekstra gave.
Et væld af flotte indpakkede julegaver stod klar i ”Biksen” i Borgergade til afhentning fredag formiddag, da Sys Monrad og Lisbet Primdahl fra Røde Kors, og Lis Hemdrup, Per Trip og Poul Erik Jensen fra ”Carpe Diem – Grib dagen” mødte op.
Det hele var pakket i store papkasser – én til hver familie, der skulle have besøg denne fredag. Desværre ikke i hvidt julevejr, men med flot solskin.
De to foreninger har et samarbejde om at uddele hjælp i form af gavekort til køb af mad og gaver til familier, der trænger til lidt hjælp til julen.
I år har de to foreninger fået økonomisk hjælp fra bl.a. Lions Club Aalestrup, Kimbrernes Y’s Mens Club i Aars, Spar Nord og Nordea Fonden. Også en anonym dame fra Aalestrup ville gerne støtte Carpe Diem med et stort beløb, bl.a. også til julehjælpen.
– Carpe Diem ser med glæde på, at flere fra lokalområdet donerer penge til vores forening, siger Poul Erik Jensen. Det giver os mulighed for at hjælpe, hvor der er behov.
– Der er stadig en del, der behøver en lille håndsrækning for at få en god jul. Det håber vi, at vi kan være med til med donationer fra de to foreninger, siger Sys Monrad fra Røde Kors.
Både gaver og gavekort
Hver familie fik et gavekort til køb af madvarer og gaver til alle børnene.
Gaverne bliver købt hos Connie Hvid og Svend Ejlskov i “Biksen” i Aalestrup, som også giver et bidrag til gaverne. Alle gaver bliver flot pakket ind, så de er lige til at lægge under juletræet.
Tidligere blev familierne visiteret gennem børnehaver, men i de senere år har man valgt at udlevere ansøgningsskemaer. Efterfølgende blev de indsendte ansøgninger godkendt hos Vesthimmerlands Kommune så man kunne være sikker på at hjælpe de rigtige modtagere.
Efter pakkerne var fordelt i bilerne, samledes ”uddelerne” i Aalestrup Sognehus, hvor Lis Saugbjerg havde sørget for kaffe, mens man planlagde det videre forløb.
Herefter kørte de fem glade repræsentanter fra de to foreninger rundt til de udvalgte familier, efter forudgående aftale, med gaverne, og for at ønske familierne en glædelig jul med en hilsen fra Røde Kors og Carpe Diem og de andre, der bidrager med en håndsrækning.
– Det er en god tradition, som vi ser frem til med glæde, og vi bliver selvfølgelig godt modtaget, når vi kommer ud til familierne. Det er dejligt at kunne hjælpe og se den glæde, det giver, siger de glade “julemænd”!