AALESTRUP: Efter alt den gode julemad kan det nok være tiltrængt med en god løbetur.
Sådan en tilbyder Knaber Motion, når foreningen arrangerer sit traditionelle løb på Himmerlandsstien. Hvis vejrguderne opfører sig ordentligt, vender det tilbage til det faste tidspunkt, nemlig årets første søndag, altså 5. januar 2025.
I år blev løbet udsat en måned: Sneen lå højt 7. januar, flere steder på ruten helt op i hoftehøjde.
– Så valgte vi at udsætte det en måned, siger Lars Christiansen, der er formand for Knaber Motion.
Løbet på Himmerlandsstien har efterhånden er lang årrække bag sig. De senere år har deltagertallet ligget stabilt omkring 110, og foruden lokale plejer ikke mindst mange løbere fra Viborg at stille op.
De kan se frem til en rute uden større stigninger: Hele turen følger nemlig den gamle jernbanestrækning på banen fra Viborg til Løgstør.
Så langt skal deltagerne dog ikke løbe. I stedet kan de vælge mellem tre distancer:
– Halvmaraton starter i nærheden af Skalshallen. Vi måler op, så det bliver en præcis halvmaraton. Så er der en rute på 12 kilometer, der starter ved stationen i Møldrup, mens ruten på 6,3 km starter i Hvam, forklarer Lars Christiansen.
Med i startafgiften er bustransport fra Aalestrup til et af de tre startsteder, og alle ruter har mållinje ved hallen i Aalestrup.
Derpå kan deltagerne se frem til varm suppe og en øl eller vand i hallens cafeteria.
– Vi opfordrer hele familien til at starte 2025 med en frisk løbetur på den naturskønne Himmerlandssti. Alle kan være med! lyder det fra Lars Christiansen.