AALESTRUP: På en ude-skoledag i januar arbejdede eleverne i 2.b på Aalestrup Skole med tronskiftet.
De så bl. a. klip fra dokumentarer på TV omhandlende dronningen og kronprinsen, fortæller pædagog Tanja Kjeldahl Jensen.
Børnene var meget optaget af, at dronningen er interesseret i arkæologi og at hun har været i Ertebølle for at kigge efter fossiler som eleverne i 2.b selv tidligere har været i forbindelse med ude-skole.
Dagen stod også på arbejde med opgaver omkring tronskiftet.
Der blev lavet de flotteste kroner – og til slut fine tegninger og hilsner til kongefamilien, som klasselærer Katja Badstue Lund-Petersen afleverede i en pose på lågen ved kongefamiliens sommerbolig i Trend.
Forleden kom der så brev til 2.b. Uden på kuverten stod der “Amalienborg”.
Det var et takkekort fra dronningen. Hun var blevet meget glad for alle de fine tegninger som eleverne i 2.b havde lavet. På kortet står der:
”Kære alle dejlige elever i 2.b på Aalestrup Skole.
Hendes Majestæt Dronning Margrethe har bedt mig takke jer alle sammen for jeres flotte tegninger og søde hilsner, som det glædede Majestæten at modtage i anledning af abdikationen.
Med venlig hilsen Hofdame Annette de Scheel”
Børnene blev meget begejstrede. De syntes, at det var enormt spændende, at de havde modtaget et takkekort fra Amalienborg – det er jo noget helt særligt.