ULBJERG: De cirka 300 forbrugere, der får deres vand fra vandværket i Ulbjerg, skal koge drikkevandet i hvert fald weekenden over.
Det skal de, fordi der torsdag morgen blev fundet coliforme jordbakterier i en prøve fra værket.
– Onsdag fik vi rutinemæssigt taget prøver. De blev analyseret i løbet af natten, og torsdag morgen fik vi den trælse besked, siger vandværkets formand Finn Christensen.
Værket reagerede straks ved at slukke pumperne til begge sine to boringer. I stedet får forbrugerne nu vand fra Gedsted Vandværk, som Ulbjerg er koblet sammen med.
Arbejdet med at finde frem til forureningen er også i fuld gang. Allerede torsdag eftermiddag blev der taget nye prøver, der gerne skulle afsløre, hvilken af de to boringer, der er ”synderen”. De ligger med fire kilometers afstand, så det er næppe dem begge.
Problemet med jordbakterier er stigende på grund af de øgede regnmængder. Det betyder højere grundvand, og så kan bakterierne nemmere komme i forbindelse med vandet fra boringerne.
Alene Viborg Kommune, som Ulbjerg ligger i, har udstedt syv af denne slags påbud siden juli måned.
Finn Christensen understreger, at det netop er jordbakterier; de stammer altså ikke fra hverken dyr eller mennesker.
Han håber, at påbuddet kan løftes i begyndelsen af næste uge.