MØLDRUP: Endelig!
Siden det første spadestik blev taget for godt et år siden, har ventetiden været lang. Men forleden kom dagen, hvor Neurorehabilitering Toftegården i Møldrup kunne tage den spritnye og topmoderne tilbygning i brug.
Johannes Vesterby (V), formand for Ældre- og Aktivitetsudvalget, holdt tale ved indvielsen, og han var både glad og stolt:
– Neurorehabilitering Toftegården er et tilbud til borgere, hvis liv, ønsker, håb og drømme har ændret sig markant som følge af en erhvervet hjerneskade. Det er et tilbud, som vi er meget stolte af i Viborg Kommune. Det er et tilbud om rehabilitering og genoptræning, der understøtter mennesker i en svær situation også i deres relationer til familie, venner og pårørende.
Den nye tilbygning giver plads til en fordobling af stedets dagtilbudspladser med blandt andet nye træningskøkkener og ny træningssal. Toftegårdens leder Christina Dall Christensen er også begejstret for, at byggeriet nu endelig er færdigt:
– Jeg er så glad for, at vi nu er i mål. Den nye tilbygning betyder, at borgerne får bedre tilbud i mindre grupper, der er tilpasset den enkeltes behov. Og det, at vi kan tilbyde bedre fleksibilitet og rehabilitering, øger også trivslen og arbejdsglæde hos alle medarbejderne, lød det fra Christina Dall Christensen
De nye faciliteter glæder ikke kun Christina Dall Christensen og hendes medarbejdere. De borgere, der bruger Toftegården, er også begejstrede. Niels Hørsted, der kommer på Toftegården to gange om ugen, holdt en tale ved indvielsen, og han er glad:
– Især muligheden for mentaltræning i de mindre rum, betyder rigtigt meget for mig, der både er hjerneskadet og har en halvsidet lammelse. Det giver bedre mulighed for at træne koncentrationen, når vi fx har højtlæsning, synger eller spiller brætspil fortæller Niels Hørsted, og tilføjer med et smil: Og det kræver jo en vis koncentrations at holde øje med, at de andre ikke snyder.
Neurorehabilitering Toftegården, etableret i 2011, er et døgnbaseret rehabiliteringstilbud til voksne med erhvervet hjerneskade. Tilbuddet består af 13 døgnpladser samt 15 dagtilbudspladser, efter udvidelsen 30 dagtilbudspladser.
Udvidelsen indeholder bl.a. tilbygning af træningssal, træningskøkkener, ombygning af dagcenter, teknikrum, nyt ventilationsanlæg, udeopholdsareal samt ekstra p-pladser.
Bo- og rehabiliteringstilbuddet består af midlertidige botilbudspladser, faste botilbudspladser, dagtilbud og feriebolig.
Udvidelse af Toftegården er taget i brug
