AALESTRUP: Fastelavnssøndag blev fejret i Aalestrup, som der har været tradition for i årevis.
Igennem mange år har der været fastelavn på Torvet i Aalestrup. Men de senere år har det været en kold affære, så i år var arrangement flyttet til lokalerne på Nørreled i den tidligere Faktabygning.
KFUM Spejderne i Aalestrup og Aalestrup Handel & Erhverv stod bag arrangement, som igen blev vellykket.
Mange var mødt op, så arrangørerne mente, at det var et godt valg at flytte arrangementet indendørs, så både børn og voksne kunne hygge sig i en behagelig temperatur.
Spejderne stod klar med tre farverige tønder, én til hver aldersgruppe. De havde i forvejen haft travlt med at dekorere tønderne.
Alle slog godt til, og hurtigt blev den første tønde omdannet til pindebrænde. Og efter lidt tid blev de andre to tønder også slået ned og ud kom en masse karameller, som der var rift om.
Endelig kunne man kåre dette års kattekonger og -dronninger og der var præmie for den bedste udklædning. Det var et svært valg, for i år var der rigtig mange sjove og fantasifulde udklædninger.
Som afslutning var en belønning til alle med varm kakao og lækre fastelavnsboller.
Tønderne fik tæv i Aalestrup
