VESTERBØLLE: I et fantastisk vejr er landsbyen taget tilbage til fortiden i denne weekend.
En fortid som to knægte i skolestuen bestemt ikke ville have befundet sig godt i, for de havde kasket på, tyggede tyggegummi og formastede sig til at spørge “hvorfor”, de ikke måtte det – så kom spanskrøret frem.
Men vigtigere virkede de oprigtigt nysgerrige på, hvad det var for en skolegang bedsteforældrene var blevet udsat for – dengang i lykkeligvis svunde tider hvor gårdejernes børn blev behandlet bedre end de andre.
Hele lørdag og søndag er de mere eller mindre svundne og glemte tider tilbage i Vesterbølle, så familier på tværs af generationer kan se noget af det, som har formet både dem selv og Danmark.
– Alle har et forhold til historien, men den bliver meget bedre fortalt og forstået, når man også kan se den og ikke kun høre om den, siger Hanne Kudahl, der er en af arrangørerne og bemander købmandsbutikken.
Allerede ved åbningen lørdag formiddag holdt der en del biler, og begge dage er der krøsel med hestevogn, klipning af får og høst med fuld musik fra Hougaarden.