AALESTRUP: I september sætter landets biblioteker fokus på at læse tegneserier, for alle ord tæller, når børn lærer at læse.
Og tegneserier er rigtig læsning, som forskning fra Syddansk Universitet viser.
Fordelene ved at læse tegneserier er bl.a., at det øger læselysten især hos børn, der forbinder læsning med pligt og præstation.
Samtidig styrker de multimodal forståelse, når børn lærer at afkode samspillet mellem tekst, billeder, layout og rytme, og tegneserier træner visuel opmærksomhed, forestillingsevne og fremmer fordybelse og kritisk tænkning gennem naturlige pauser og refleksion.
Alligevel har 40 pct. af 9-14 årige oplevet, at voksne har sagt, de skal læse noget andet end tegneserier.
Det vil man gøre op med på Aalestrup Bibliotek og de andre biblioteker i Vesthimmerland ved at flytte de ofte farvestrålende sider frem, stå klar med tegneserieanbefalinger og opfordre til også at læse bare for sjov.
– Jeg læser stort set alt, hvad vi får ind af tegneserier, fortæller bibliotekar Jette Olsen.
– Det var også noget, jeg læste som barn. Det var nemt og billederne fortæller en historie. Der kan børnene afkode mimikken. For eksempel om karakteren er gal eller glad, og på den måde kan børnene også lære at afkode følelser i virkeligheden. Så er der også brug af farver. Hvis de er mørke er historien ofte dyster, mens lyse og mange farver giver en anden stemning, siger Jette Olsen.
Tidligere på året gav medlemmer af et børnepanel desuden eksempler på, hvad de hører fra deres voksne. At tegneserier er spild af tid, at ”normale” bøger er bedre, og at tegneserier er noget mærkeligt ”pluddervadder”.
“Graphic novels”
Det står i kontrast til, at mere end halvdelen af børnene svarer, at de godt kan lide at læse tegneserier. Det står i kontrast til den stigning i udlån af tegneserier, de danske folkebiblioteker oplever. Og endelig står det i kontrast til, at mange af de mest populære film og tv-serier er baseret på tegneserier – eller “graphic novels” for at bruge en betegnelse de lidt snobbede voksne har nemmere ved at acceptere.
På Vesthimmerlands Biblioteker kan man nikke genkendende til, at tegneserier er populære. Her har man de seneste år oplevet en kraftig stigning i udlånet af tegneserier til både børn og voksne. Udlånet af tegneserier er steget med hele 168 pct. fra 1.238 udlån i 2018 til 3.323 udlån i 2024. I år ser det ud til, at udlånet slår rekorden fra 2024, og det begejster bibliotekarerne.
– Som formidler er det dejligt at se, at der bliver lånt flere og flere tegneserier med hjem. For når man læser tegneserier tæller det altså også som rigtig læsning. Vi oplever indimellem, at nogle børn og voksne mener, at det kun er ”rigtige” bøger, der tæller som læsning, resten er bare for sjov. Men det er netop pointen. Alle ord tæller, og læsning skal altså også være for sjov, siger formidler ved Vesthimmerlands Biblioteker, Iben Marie Kromann.
Sammen med en kollega har Jette Olsen besøgt skoler i Vesthimmerlands Kommune for at finde ud af, hvad børnene gerne vil have både på bibliotekerne og på deres skole.
– Vi køber løbende ind, og er der børn, der kommer og spørger efter en titel, køber jeg det også ind. Vi er fore bibliotekarer, som elsker børnetegneserier, og vi er ret godt med på både engelske og danske tegneserier. Det både de velkendte som Lucky Luke, Asterix og Tintin og de nyere titler og dem om dagligdagsproblemer. Og har vi det ikke, kan vi skaffe det hjem, siger Jette Olsen.
Tegneserier er god læsning: Fokus på streger i Vesthimmerland
