AALESTRUP: Støtteforeningen for Aalestrup IF fik kun brug for en generalforsamling i sidste uge og ikke to, som bestyrelsen havde frygtet.
Nummer to skulle nemlig i givet fald opløse foreningen, hvis der ikke blev valgt nogle nye medlemmer til bestyrelsen. Men det skete: Tre personer meldte sig til at tage del i bestyrelsens arbejde, og dermed lever AIF’s Støtteforening videre.
Foruden de tre nyvalgte består bestyrelsen af tre genvalgte, blandt dem Marianne Damtoft Nielsen:
– Vi syntes, at vi havde spurgt dem, vi kunne komme i tanke om. Men på generalforsamlingen mødte nogen frem, som vi ikke havde spurgt, fordi de i forvejen har poster i foreningen, fortæller hun.
Blandt de nyvalgte var René Sørensen, der påtog sig posten som formand. Han er i forvejen træner for et pigehold i klubben.
De to andre nyvalgte er Iben Nielsen og Anne Ettrup. Genvalgt blev foruden Marianne Damtoft Nielsen også Bent Kristoffersen og Anne Kjærgaard – sidstnævnte fortsætter som næstformand.
Faktisk betegner de seks medlemmer af bestyrelsen en udvidelse fra fem, som den afgående bestyrelse havde valgt at skære antallet ned til.
Kassererposten varetages fortsat af Birte Pedersen udenfor bestyrelsen.
Det var glædeligt, at vi kunne nøjes med én generalforsamling. I stedet for den ekstraordinære holdt vi konstituerende møde, og det næste bestyrelsesmøde bliver en brainstorm, siger Marianne Damtoft Nielsen.
Den nyvalgte bestyrelse har allerede gjort det klart, at året næppe ender med et tilskud på 50-100.000 kroner til idrætsforeningen. Men der er fortsat penge i kassen at gøre godt med, når de rigtige ideer dukker op.
– Vi talte blandt andet om at gøre det mere synligt, hvad pengene skal bruges til i idrætsforeningen. I stedet for bare at fortælle, at vi giver 50.000 eller 100.000 kroner til Aalestrup IF, kan vi gøre det tydeligt, at pengene går til nye net, en bestemt tur for et hold og andre konkrete ting. Det kan måske få flere til at støtte op, siger Marianne Damtoft Nielsen.
Støtteforening lever videre


